Den officielle dødsårsag var kolera, men spekulationer og konspirationer har floreret siden: blev han forgiftet? Var det selvmord? Skyldtes det sladder/tvivl om homoseksualitet? Og var 6. symfoni med dens hendøende slutning i virkeligheden et requiem? Spørgsmålene hober sig op, ligger svarene i Symphonie pathétique? Rune David Grue har skrevet manuskriptet og instrueret denne koncert-fortælling Afgørende Øjeblikke #3 med skuespiller Thure Lindhardt, Copenhagen Phil og chefdirigent Toshiyuki Kamioka.

Da Tjajkovskij i 1888 var færdig med sin 5. symfoni, gik han straks i gang med en ny. Denne gang i Es-dur, men han blev ikke færdig med værket, og han brugte i stedet materialet til den 3. klaverkoncert. I 1893 var han atter klar til at skrive en symfoni. Nu valgte han tonearten h-mol – samme toneart som J.S. Bach havde anvendt til sin store messe – og han gik ind i arbejdet med liv og sjæl. Tjajkovskij havde ikke været helt tilfreds med sin 5. symfoni, og han havde åbenbart været i krise med at komponere symfonisk musik, men det var han ikke længere: ”Jeg er mere stolt over den end noget andet af mine værker”, udtalte han om sin 6. symfoni.

Egentlig er der tale om en program-symfoni i bedste romantiske forstand. En symfoni med et ganske bestemt indhold, en fortælling. Men Tjajkovskij ville ikke fortælle, hvad indholdet gik ud på, og da han alligevel ville give den en titel, foreslog hans bror Modest, at han kaldte den Symphonie Pathétique. Den titel var tilpas stemningsskabende uden at afsløre for meget, og så delte den navn med den berømte klaversonate af Beethoven – Sonate Pathétique. Der lå ikke noget nedværdigende i begrebet patetisk, sådan som der gør det i dag. Det var tværtimod både smukt og ophøjet med et stærkt stænk af lidelse, og den kom ikke udefra. Tjajkovskij kendte den fra sig selv, og selv om han netop i foråret 1893 var relativ lykkelig, så kendte han livets skyggesider. At han døde ni dage efter, at han havde dirigeret uropførelsen, har givet stof til særlig mange spekulationer omkring netop dette værk. Dødsårsagen har været diskuteret lige siden, og det har været fristende at tolke den pessimistiske tone i symfonien som en forudanelse om snarlig død.

Umiddelbart kan meget også lyde, som om Tjajkovskij her har skrevet sit eget requiem. I stedet for den traditionelle triumferende fjerdesats, slutter 6. symfoni som en sagtmodig, smertefuld refleksion over livets tildragelser – hvis man lytter til den med den viden, at komponisten døde umiddelbart efter uropførelsen. Det er da usædvanligt med denne langsomme sats til slut, men rent musikalsk hænger tingene alligevel sammen.