AFLYST - Musikalsk stjernemøde med Janine Jansen & Denis Kozhukhin
OBS: Bemærk venligst at denne koncert er aflyst grundet sygdom.
Solister: Janine Jansen, violin & Denis Kozhukhin, klaver
Når kammermusik er allerbedst, føles det, som om man som publikum lytter i smug til en lidt for privat samtale – og lige præcis sådan er samspillet mellem de to verdensstjerner Janine Jansen og Denis Kozhukhin blevet beskrevet i en anmeldelse. Violinisten Janine Jansen er hollandsk musiklivs helt store stjerne – i denne sæson er hun Artist in Residence hos selveste Berliner Philharmonikerne, hvor hun står på scenen i de store violinkoncerter med en perlerække af verdens førende dirigenter, men heldigvis har hun fundet tid til at komme til Tivoli og dele ud af sin måske allerstørste passion overhovedet: den intime kammermusik, hvor hun kan spille sig helt ind under huden på sit publikum.
Og til dén disciplin har hun fundet den perfekte legekammerat, Queen Elisabeth-konkurrencevinder Denis Kozhukhin, der med sit afslappede-virtuose spil er i en liga for sig – selv blandt klavervirtuoser. Han elsker at spille i Danmark og har høstet overvældende anmeldelser, når han har åbenbaret hele verdener ved tangenterne for sit tryllebundne publikum. Denne aften bringer han sit fintfølende musikerskab i spil, når de to kaster sig over Brahms’ Violinsonate nr. 1 i G-dur – et af Brahms’ allerfineste kammermusikværker, som giver Janine Jansen mulighed for rigtigt at folde sin smukke, varme tone ud, mens Kozhukhin væver tråde af hørbart guld omkring hende. Den romantiske sonate spejles i Prokofjevs rå og virtuose musik, der på skift lader de to musikalske samtalepartnere hviske mørke hemmeligheder til hinanden og forenes i heftige musikalske skænderier – for åben dør. Forvent en intens og ekstremt nærværende musikalsk oplevelse med to af de mest generøse virtuoser på den internationale stjernehimmel lige nu.
