"Ode til glæden" er så kendt, at den endda er optaget i Højskolesangbogen, så vi alle kan synge den. Selve symfonien er blevet opført ved store skelsættende begivenheder, som fx murens fald. Beethovens manuskript til Symfoni nr. 9 er nu udnævnt til verdensarv.

Beethovens symfoni var imidlertid noget særligt helt fra begyndelsen. På trods af at Beethoven var fuldstændig døv, da han komponerede symfonien, formåede han at overgå sig selv. Symfoni nr. 9 er længere end nogen anden symfoni, med flere medvirkende end hidtil. I symfonien medvirker et stort kor og fire sangsolister, det havde man aldrig set før. Måden, hvorpå Beethoven forener musikere og sangere til sidst i Friedrich Schillers digt ”Ode an die Freude” - Ode til glæden i ønsket om en bedre verden, er helt unik. Fra at være et abstrakt instrumentalværk bliver symfonien et værk med et budskab.

Symfonien bevæger sig fra mørke til lys. De tre første satser er instrumentale, og kor og solister kommer først ind i den ekstatiske 4. sats, hvor der synges om fællesskabet, forsoning og om, hvordan glæden kan være den lille gnist, der skal få os til at ændre verden til det bedre. I Beethovens levetid var verden præget af uroligheder, og for Beethoven selv var det svært at tro på, at man gik mod en bedre fremtid, men stræbe efter det skulle man. Symfonien blev en gigantsucces. Historien om uropførelsen, som Beethoven selv dirigerede, er legendarisk: Beethoven stod på dirigentpodiet, men musikerne havde aftalt kun at følge kapelmesteren og ikke den døve Beethoven, hvilket betød at de var færdige med værket før Beethoven. En af sangersolisterne måtte hive ham i frakken før han forstod, at symfonien var slut, og at publikum klappede begejstret. Det gør vi stadig, klapper begejstret over musikken og håbet. I år fylder symfonien 200 år, og det skal fejres!

Foto: Christoph Gedschold. Credit: Alexandra Winter.