"Strygekvartetten er nået til et dødvande. Hvem kender ikke Haydns, Mozarts og Beethovens kvartetter, og hvem kan sige mere i genren efter dem? Faktisk er det mest sigende faktum om deres værkers udødelige friskhed, at de stadig - efter et halvt århundrede - gør vore hjerter lykkelige; men det er ikke et godt tegn, at de senere generationer, efter så lang tid, ikke har været i stand til at frembringe noget tilsvarende..."

Sådan skriver Schumann i 1842 i en anmeldelse af en ny strygekvartet af kollegaen Julius Schapler. Og selv om citatet ikke tyder på det, skal netop 1842 blive Schumanns store kammermusik-år, efter først liederåret 1840 og derefter det symfoniske år 1841. Kort efter anmeldelsen begynder Schumann på selv at bryde den tunge arv fra de klassiske mestre, med tre strygekvartetter skrevet på kun seks uger i sommeren 1842.

De tre kvartetter, hans eneste i genren og hans eneste kammermusik uden klaver, er dedikeret til Mendelssohn, som åbenbart synes vældig godt om dem. Da Schumann på et tidspunkt erklærer, at han ikke aner hvordan han nogensinde skal gøre gengæld for Mendelssohns store hjælp i hans karriere, får han blot svaret: "Kvartetterne, Schumann. Kvartetterne!"

Schumann var en systematisk komponist, eller rettere sagt, hans interesse for de forskellige genrer var intens i perioder. I 1830'erne har han næsten udelukkende skrevet klavermusik, men i 1840 skriver han ikke færre end 138 sange. Året efter gælder det de første to symfonier, og 1842 er turen kommet til kammermusikken; hele tre strygekvartetter, fantasistykkerne for klavertrio, en kvartet for klaver og strygere, og desuden ét af de værker, der senere blev ét af hans mest spillede og populære; kvintetten for klaver og strygekvartet i Es-dur.

I 1840 var Schumann blevet gift med den kvinde, han i flere år havde kæmpet for; Clara Wieck, én af tidens allerstørste klavervirtuoser. Hendes far, Schumanns klaverlærer, havde været imod ægteskabet, som han var sikker på ville ødelægge Claras strålende karriere, og parterne måtte gennem en retssag før der endelig kunne blive tale om et bryllup.

Schumann dedikerede selvfølgelig sin nye klaverkvintet til sin kone. Uropførelsen fandt sted ved en privat koncert 6. december 1842, og selvfølgelig var det Clara, der skulle spille klaverstemmen. Men hun blev syg i sidste øjeblik, og gode råd var dyre. Schumann kunne jo ikke længere selv spille klaver, men heldigvis sprang komponistkollegaen Felix Mendelssohn til og spillede den meget krævende stemme fra bladet til koncerten. Bagefter gav han endda Schumann gode råd om ændringer hist og her, forslag som Schumann faktisk tog alvorligt, og han reviderede kort tid efter kvintetten, så den fik den form, vi kender i dag.