Eventyrlige oplevelser venter i Tivolis mange forlystelser. Tag familien med til sus i maven og udsigt over byen. Lad de store vovehalse gå på opdagelse i de vilde forlystelser som Dæmonen og Rutschebanen mens de mindste kan prøve favoritter som Veteranbiler, Dyrekarrusellen og Pandaen.
Er du til de rolige eller mere vilde forlystelser? I Tivoli er der noget for enhver smag. Mærk suset i Rutschebanen, nyd udsigten fra Ballongyngen, eller sæt gang i lattermusklerne i Monsunen. De mange forlystelser er tilpasset børn i alle aldre, og der er garanti for fart, spænding og leg.
Gå ombord i alverdens lækre fristelser og kulinariske oplevelser. Der er noget for enhver smag, og flere restauranter har mange vegetariske og veganske retter på menuen. Når den søde trang melder sig, kan du altid gå efter duften af varme, nybagte churros... Velbekomme.
I Tivoli elsker vi fyrværkeri, og derfor fyrer vi op for det helt store fyrværkerishow på lørdage i sommersæsonen. Glæd dig til smukke farver, skøn musik og masser af overraskelser på himlen i sommernatten. Fyrværkerishowet opleves bedst i området omkring Det store Springvand eller på Plænen.
Om du er til jazz, rock eller klassisk spiller ingen rolle – i Tivoli kan du opleve en bred vifte af sommerkoncerter.
Vi byder på symfonier til Sommerklassisk, jazzede livetoner til OnsdagsJazz, og på Nimbs eksklusive tagterrasse kan du opleve livemusik, der emmer af sommerblues. Lillefredag byder på fest, farver og nye boblende musiktalenter – og hver fredag inviterer vi til Fredagsrock på Plænen!