Sub Flore af Marianne Eriksen Scott-Hansen

Sub Flore af Marianne Eriksen Scott-Hansen
Træd ind under Pergolaens svungne tag og oplev Sub Flore – en sanselig installation af kunstner Marianne Eriksen Scott-Hansen, hvor store, håndklippede papirblomster svæver som et blomstrende loft.
Mellem blomsterne opstår et lille åndehul midt i Tivoli. Her kan du slå dig ned på bænken under de farverige papirkreationer, tage en pause, dele en samtale eller blot lade dig omslutte af værkets poetiske stemning og blive en del af blomsterfortællingen.
Navnet Sub Flore betyder “under blomsten” og er inspireret af det latinske udtryk sub rosa – “under rosen” – som oprindeligt refererer til en samtale eller handling foretaget i fortrolighed eller direkte hemmelighed under en rose.
De overdimensionerede blomster fortolker naturens former og blomsternes særlige sprog – et sprog, der gennem tiden er blevet brugt til at udtrykke alt fra kærlighed og sorg til eftertanke – og som vi stadig bruger til at kommunikere den dag i dag.
Om Marianne Eriksen Scott-Hansen
Marianne Eriksen Scott-Hansen er en dansk kunstner, der arbejder med skulpturer og installationer i papir. Hun er særligt kendt for sine store, farverige og organiske værker – ofte blomster eller fantasifulde former – som hun skaber ved at klippe, forme og lagdele papir i hånden uden brug af skabeloner. Hun er uddannet modedesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole i 1995 og arbejdede i mange år inden for mode- og smykkedesign. De senere år har hun arbejdet for modebrands som bl.a. Dior og Hermès samt smykke- og beautybrands som Pandora og L’Oréal. Senere skiftede hun retning og forvandler nu papir til smukke sanselige og næsten levende værker.
Starttidspunkt
29. august – 12. september
Sted
Pris
Gratis med Tivoli entré










