H.C. Andersens musikalske rejse med Trio con Brio
Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, skuespiller & Trio con Brio, klavertrio
Program:
En Digters Bazar - Koncertfortælling med Søren Sætter-Lassen og Trio con Brio Copenhagen.
Tag med skuespiller Søren Sætter-Lassen og Trio con Brio på en krydret musikalsk rejse til Orienten og tilbage igen i fodsporene på vores nationaldigter, H.C. Andersen. ”At rejse er at leve” lyder hans mest berømte citat – og Andersen vidste, hvad han talte om, for han tilbragte sammenlagt over syv år i udlandet. I 1840–41 kastede han sig med en blanding af angst og udlængsel ud i sit livs største eventyr, en rejse helt til Orienten – som en af de første danskere overhovedet. Detaljerne fra den begivenhedsrige tur er bevaret som reportager, essays og små eventyr i den krydrede bog En Digters Bazar, som ved koncerten bliver levendegjort af Søren Sætter-Lassen, der med sin præcist ciselerede diktion vil male den begivenhedsrige færd i tusind farver.
Rejsebeskrivelsen En Digters Bazar er et fremragende øjebliksbillede af Europa i opbrud, men under den næsten journalistiske overflade aner man også et indre opbrud og en forløsning af eventyrdigteren H.C. Andersen. En af verdens førende klavertrioer, Trio con Brio, sætter rejsen i musik med både drama, humor og masser af eksotiske klange. Vi skal bl.a. høre trioens egne virtuose arrangementer af Stravinskijs hårrejsende Le Sacre du printemps og Rimskij-Korsakovs elskede Scheherazade med den smægtende soloviolin i centrum, såvel som klavertrioer af Mendelssohn og Charles Ives.
Vi bliver også forkælet med soloklaver af fineste karat, når Jens Elvekjær kaster sig ud i halsbrækkende virtuoserier i Liszts Dance infernale samt satser fra Schumanns hyper-romantiske Carnaval.
Oplev på egen krop de følelser, stemninger og dramaer, der var med til at forme vores nationaldigter, i en koncert, der taler til alle sanser.



