MGP Tour 2026
Stjernerne fra MGP 2026 bringer deres hits til Tivoli
Koncerterne er udsolgt.
Glæd dig til et festfyrværkeri af musik, lys og farver, når MGP Tour 2026 kommer til Tivoli 19. april 2026!
Det bliver et forrygende show, hvor de nye MGP-idoler folder sig ud på Plænen med alt, hvad der hører til: stærke stemmer, flotte koreografier, storslået lys og lyd – og selvfølgelig årets fede MGP-hits.
Showet bliver guidet af de velkendte værter Sælma Alakhir og Maria Helander fra TV, der sørger for masser af sjov og energi undervejs. Her er der plads til både fællessang, dans og ren MGP-magi, så hele familien er garanteret en uforglemmelig oplevelse sammen.
For at der er godt udsyn til børnene, er den forreste del af asfaltområdet på Plænen allokeret til danseområde for børnene. Her er der ikke adgang for forældre. Vi opfordrer ligeledes til at de voksne trækker bagud eller ud til siden.
NB: Hele Plæne-området bliver spærret af til MGP-showet med adgang for et begrænset antal gæster, der har købt koncertbillet til Plænen. Der er således kun adgang til koncerten med en koncertbillet. Ud over koncertbillet, som kan købes via hjemmesiden her fra 30. oktober kl. 12.00, skal man som sædvanlig have adgang til Haven med Tivolikort eller entrébillet.
Bemærk venligst:
- Billetterne til MGP-koncerterne sælges i et begrænset antal, og giver adgang til koncertområdet på Plænen.
- Ud over koncertbillet til Plænen kræves adgang til Tivoli, enten med Tivolikort eller entrébillet.
- Vi kan ikke garantere, at alle finalister fra MGP 2026 deltager ved showet.
Kom i MGP-stemning og få påsat armbånd i Fanzonen
Når MGP Tour kommer til Tivoli lørdag den 19. april, kan publikum allerede inden koncerterne varme op i den særlige Fanzone i Pergolaen og foran Koncertsalen. Her er der rig mulighed for at komme i den helt rette MGP‑stemning, inden det går løs på Plænen.
I Fanzonen, hvor både børn og voksne kan samles og tælle ned til dagens store koncerter på Plænen, sørger DJ’en Elvinsky for musikken og får varmet både ørene og benene godt op fra 11:00-12:45 og 14:30-16:15.
Det er også muligt at få ombyttet din koncertbillet til et armbånd inden koncerten, så indgangen til koncertområdet på Plænen bliver nem og overskuelig.
Der vil være mulighed for at købe MGP Tour‑merchandise, ligesom der sælges sodavand, popcorn og slik. Derudover uddeles der autografkort, som gør Fanzonen til et oplagt samlingspunkt for alle MGP‑fans, inden den helt store fest begynder.
Fanzonen holder åbent op til koncerterne på Plænen kl. 13.00 og 16.30 og er det perfekte sted at varme op, inden MGP Tour for alvor indtager Tivoli.



