Mads Holm, Sofie Hagen & Carsten Eskelund

Mads Holm, Sofie Hagen & Carsten Eskelund
Comedy på Orangeriet med Mads Holm, Sofie Hagen & Carsten Eskelund
På fredage i Tivoli kan du få maven fyldt med latter, når komikere omdanner Orangeriet til en comedy club under åben himmel til FredagsComedy.
Læs mere om aftenens komikere længere nede.
Carsten Eskelund
Carsten Eskelund er en af landets mest rutinerede og nyder stor anerkendelse for sin intelligente, charmerende og underfundige tilgang til komik. Her bliver tidens tendenser og aktuelle emner spiddet med kirurgisk præcision - og sat i hysterisk morsomme perspektiver. Carsten Eskelunds show Begrænset Udsyn fra 2022 modtog enormt flot kritik fra både anmeldere og publikum. Desuden modtog han, for samme show, i efteråret 2023 Anmelderprisen ved den første udgave af Up Comedy Prisen. Carsten Eskelund var desuden med i 8. sæson af Stormester og er lige nu aktuel med showet MOD MENNESKE!, som han turnerer landet rundt med.

Sofie Hagen
Sofie Hagen har slået sit navn fast internationalt og markeret sig på både den britiske og danske comedy-scene. Hun vandt Best Newcomer ved Edinburgh Festival Fringe i 2015 med debutshowet Bubblewrap og har siden fulgt op med en række anmelderroste og udsolgte soloshow – senest Banglord (2024). Sofie er desuden prisvindende podcaster og forfatter til de roste bøger Happy Fat og Will I Ever Have Sex Again? Sofie tager i starten af 2027 på tour, bl.a. i Danmark, med showet I Think Some of This Is My Fault. Kendt for sin kompromisløse ærlighed, politiske bevidsthed og evne til at balancere det sårbare med det knivskarpe, leverer Sofie Hagen stand-up, der både rammer, rører og rykker.

Mads Holm
Mads Holm debuterede på den danske stand-up-scene i 2011 og har siden da gjort sig bemærket både som en dygtig performer og comedy-forfatter. I 2015 lavede han Det STORE Depressionsshow sammen med kollegaen Ane Høgsberg. I foråret 2017 havde Mads premiere på sit første soloshow, Jagten på Løkken - et show, der samlede op på depressionen, og hvordan man egentlig kommer videre i livet - mens han i 2020 vandt Talentprisen ved ZULU Comedy Galla. Derudover har Mads skrevet på flere succesfulde TV-programmer og er en fastforankret del af den ugentlige satire-podcast Schøtministeriet. Med Mads får du en komiker, der aldrig er bleg for at udstille sig selv, sit liv eller sit forunderlige syn på verden omkring ham.

Tidspunkt
Orangeriet
Gratis med entré til Tivoli

