Jacob Tingleff, Ida Thorsted & Jonas Mogensen

Jacob Tingleff, Ida Thorsted & Jonas Mogensen
Comedy på Orangeriet med Jacob Tingleff, Ida Thorsted & Jonas Mogensen
På fredage i Tivoli kan du få maven fyldt med latter, når komikere omdanner Orangeriet til en comedy club under åben himmel til FredagsComedy.
Læs mere om aftenens komikere længere nede.
Jonas Mogensen
Jonas Mogensen er en ekstremt morsom og unik komiker med sin helt egen afslappede stil. Ved Comedy Aid 2018 blev han præsenteret som “dansk standups drøvtygger,” og det er ikke uden grund. Hans tilgang til comedy er som at tage en slapper med en gammel ven. Han er en sindig historiefortæller, der har en fantastisk evne til at male levende billeder med sine ord. Med Jonas på scenen, griner du ikke kun af hans jokes – du bliver revet med i hans detaljerede fortællinger, uanset om de handler om at afkalke en vandlås eller at påkøre et rådyr i mosen. Selvom han stolt bærer sin nordjyske baggrund med sig, er hans humor universel og appellerer til mennesker i hele landet. Jonas formår altid at underholde folk fra alle livets hjørner med sin helt egen afslappede og jordnære tilgang til komik.

Ida Thorsted
Ida Thorsted er en ung up-coming komiker på blot 17 år! Hun startede med at optræde i oktober 2021, og siden da har hun været en fast del af det fynske stand-up-miljø. Gennem sin karriere har hun opvarmet for flere store komikere bl.a. Heino Hansen og Anders Matthesen. Derudover var hun nomineret til Talentprisen ved UP Comedy Prisen 2024. Hendes stil er observerende, især med fokus på generationerne over hende selv, men altid set fra et ungt synspunkt og med et glimt i øjet. I 2025 optrådte Ida Thorsted med sit første 1-timers soloshow, Alderdommen Nu Til Dags, til stor begejstring for både publikum og sine komiker-kolleger.

Jacob Tingleff
Jacob Tingleff er en garvet herre ind i komik. Han har i tre årtier begejstret publikum - og anmeldere. Det er bl.a. hans jyske nærvær og komiske flyvehøjde, der i særklasse gør ham til en af dansk stand-ups mest originale og uforglemmelige stemmer. Udover at være en skøn komiker, er Jacob uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole, og han har været henholdsvis hovedforfatter, manuskriptforfatter og dramaturgisk tovholder på bl.a. Langt fra Las Vegas, Minkavlerne og Hånd i Hånd. Siden sin debut i 1995 har Jacob Tingleff produceret fem onemanshows samt et 1-timers soloshow, Tingleffs guide til burnout, som vandt Anmelderprisen ved UP Comedy Prisen 2025.

Tidspunkt
Orangeriet
Gratis med entré til Tivoli

