Tivoli er stolt af at kunne præsentere denne opsætning af den klassiske juleballet Nøddeknækkeren for 5. gang. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag forestillingens scenografi og kostumer og Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien. Nøddeknækkeren akkompagneres af Tivolis eget symfoniorkester, Tivoli Copenhagen Phil, der ved hver forestilling vil have 68 musikere i orkestergraven.
Denne version af Nøddeknækkeren har Tivoli anno 1874 som ramme. Julehistorien om nøddeknækkeren er en sand klassiker, der emmer af eventyr og magi for børn og deres familier. Forestillingen kan også anbefales for internationale gæster.
Koreografi: Peter Bo Bendixen. Scenografi og kostumer: Dronning Margrethe. Tivoli Copenhagen Phil dirigeret af Henrik Vagn Christensen..
Nyt tiltag: lidt ekstra for børnene ❄
Vi har på udvalgte forestillinger ekstra fokus på familieoplevelsen. Her har vi skruet helt op for julehyggen med små overraskelser på scenen inden forestillingen og mindre justeringer i selve forestillingen. Disse forestillinger er markeret med et snefnug i billetsystemet og på oversigten.