21. august
Kl: 17:00
Køb billetDet er 80 år siden, Saint-Exupérys underfundige eventyr Den lille prins så dagens lys, og det har fascineret mennesker verden over lige siden. Fortællingen om den lille dreng med de store spørgsmål rammer lige ind i det moderne menneskes eksistens. Hvad er vigtigt her i livet? Nu kastes der nyt lys over klassikeren, når skuespilleren Søren Sætter-Lassen og klavertrioen Trio con Brio Copenhagen skaber et forløb, hvor oplæsning og musik veksler. En teater-koncert? eller et koncert-teater? Kunne den lille prins spørge.
Trio con Brio Copenhagen blev dannet i 1999 i Wien og markerede sig fra begyndelsen som et usædvanligt kammerensemble. I dag 23 år efter markerer trioen sig stadig suverænt i dansk og internationalt musikliv. Klavertrioen består af søstrene Soo-Jin Hong på violin og Soo-Kyung Hong på cello, der begge er koncertmestre i DR Symfoniorkestret, samt Jens Elvekjær, som er pianist og professor i klaver og kammermusik ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Trioen har modtaget flere priser og vundet kammermusikkonkurrencer herhjemme og i udlandet, og den har stået for en række indspilninger bl.a. af Beethoven, Arensky og Shostakovich.
Søren Sætter-Lassen har sat sit markante præg på skuespilscenen herhjemme. Han modtog i 2022 hædersprisen ved året Reumert-uddeling. Blandt hans mange roller træder især Salieri frem på det musikalske område i Milos Formans skuespil Amadeus.
Sætter-Lassen er oplæser i en bearbejdning af Saint-Exupérys klassiker fra 1943 Den lille prins – om drengen fra asteroiden B-612, der rejser ud i verden og tager livtag med filosofiens store spørgsmål om at være til – og at dø. Opførelsen kombinerer oplæsning og musik spillet af Trio Con Brio. Bl.a. klaverstykker af Schumann, en sats fra Nadia Boulangers Tre stykker for cello og klaver (oprindeligt for violin og klaver), arrangement fra Prokofiev-balletten Romeo & Julie, Ravels Pavane for en afdød prinsesse i et arrangement, en sats fra Bent Sørensens Phantasmagoria, et uddrag af Arvo Pärts Spiegel im Spiegel og til sidst en sats fra Messiaens Kvartet til tidens ende. Musikalsk når troen vidt omkring, men det passer til fortællingens universelle emner.
Koncerten henvender sig til børn fra 8 år.
Foto: Trio con Brio. Credit: Camilla Winther.Soo-Jin Hong, violin
Soo-Kyung Hong, cello
Jens Elvekjær, klaver
Søren Sætter-Lassen, skuespiller
Værker af bl.a. Schumann, Prokofiev, Ravel og Saint-Saëns
Schumann: Fra Kinderszenen op. 15 for klaver -
Schumann: Blumenstück op. 19 for klaver (uddrag)
Boulanger: Fra Tre stykker for cello og klaver – 1. sats: Moderato
Prokofiev: Fra Romeo og Julie arr. for klavertrio af Trio con Brio Copenhagen - Montagues og Capulets (uddrag)
Prokofiev: Fra Romeo og Julie, arr. for klavertrio af Trio con Brio Copenhagen
Saint-Saëns: Fra Dyrenes Karneval, arr. for violin og cello
Ravel: Fra Violinsonate nr. 2 - 3. sats: Perpetuum mobile
Ravel: Pavane for en afdød prinsesse, arr. for klavertrio af Trio con Brio Copenhagen (uddrag)
PAUSE
Sørensen: Fra Phantasmagoria for klavertrio - 2. sats: Misterioso e dolce
Schumann: Blumenstück op. 19 for klaver (uddrag)
Ravel: Fra Min gåsemors fortællinger for firhændigt klaver
Pärt: Spiegel: Im Spiegel for cello og klaver (uddrag)
Brahms: Fra Klavertrio op. 87 - 3. sats: Scherzo. Presto (uddrag)
Messiaen: Fra Kvartet til tidens ende