Hyldestkoncert til Keld & Hilda Heick

Syng Med: Hyldestkoncert til Keld & Hilda Heick
Hyldestkoncert til Keld & Hilda Heick
På seks udvalgte torsdage i juni, juli og august vil Plænen summe højt af fællessang, når Annette Heick som syngende vært inviterer udvalgte solister fra den danske stjernehimmel til at synge sammen med dig og andre sangglade danskere.
Denne aften vil vi hylde toppen af dansktop: Keld og Hilda Heick, når de spiller deres sidste koncert nogensinde i Tivoli. På denne helt særlige aften får de selskab af ingen mindre end Birthe Kjær, Kirsten & Søren og deres datter og syngende vært Annette Heick. Vi skal en tur ned ad mindernes sti og synge med på folkekære sange, som har været definerende for dansk musikhistorie.
Sangerne bliver akkompagneret af det 12-personers store Tivoli Salonorkester anført af kapelmester Peter Jensen.
Læs mere om aftenens sangere længere nede.
Optagelse
Vi gør opmærksom på, at TV2 i dag optager Syng Med i Tivoli kl. 19.00-20.00.
Der filmes derfor på og fra Plænen samt blandt publikum.
Keld & Hilda Heick
Keld & Hilda bringer deres ikoniske sange og varme nærvær til Tivoli – en sidste aften fyldt med musik, nostalgi og fællessang.
Med et repertoire, der spænder fra dansktop og viser til Grand Prix-hits og evergreens, har Keld & Hilda i årtier været et fast soundtrack i danskernes liv. Deres optrædener emmer af spilleglæde, og deres sange inviterer publikum til at synge med, uanset alder.
Efter en imponerende karriere med adskillige Grand Prix-sejre, guld- og platinplader, revyledelse og tv-optrædener, har parret meldt ud, at de nærmer sig afslutningen på deres tid i rampelyset. De har sat februar 2026 som mål for deres sidste optræden – men inden da kan du opleve dem live i Tivoli for sidste gang til en stor hyldestkoncert med hovedpersonerne i centrum, hvor de deler ud af deres musikalske arv og tidløse hits.

Birthe Kjær
Med sin uimodståelige charme og energi træder Birthe Kjær endnu gang op på Plænens scene. Blandt megen hæder har Birthe Kjær vundet dansk Melodi Grand Prix i 1989 med sangen Vi Maler Byen Rød, som er blev skrevet af Keld Heick. Igennem tiden har Birthe Kjær været en af landets højt elskede solister, som altid byder op til dans og fest.

Kirsten & Søren
Kirsten & Søren er en af Dansk Melodi Grand Prix’ mange elskede duoer, kendt for hits som Det' li' det, Sku' du spørge fra no'en? og Ka' du se hva' jeg sa'e?
De glæder sig til at hylde Keld & Hilda Heick på Plænen – to kunstnere, der har spillet en vigtig rolle i deres karriere med deres skæve og finurlige tekster. Samtidig markerer Kirsten & Søren 50-års jubilæum med nye sange på vej til efteråret.

Annette Heick
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Keld & Hildas datter; sangerinde, skuespiller og entertainer Annette Heick, glæder sig til at tage – eller rettere sagt synge - hul på en helt særlig omgang Syng Med i Tivoli:
”Det er, og har altid været, noget helt særligt ved at stå i Tivolis smukke park og synge for de glade mennesker, der har taget plads på Plænen. Tivoli er et sted, man er stolt over at være en del af.”

Tidspunkt
Plænen
Gratis med entré til Tivoli