Lyngby-Taarbaek Symfoniorkester  - Stravinsky: Le Sacre du Printemps

Lyngby-Taarbaek Symfoniorkester - Stravinsky: Le Sacre du Printemps

Dirigent: Kaisa Roose

Program:
Manuel de Falla (1876–1946):  Den trekantede hat, suite 1 & 2
Igor Stravinskij (1882–1971): Le Sacre du Printemps (Forårsofret) 

Musik fra da dansen blev moderne

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester tager publikum med tilbage til Paris i starten af det 20. århundrede med værker af den spanske komponist Manuel de Falla og den russiske komponist Igor Stravinskij.

Centralt i nytænkningen af datidens ballet stod den store impresario Sergei Diaghilev, grundlæggeren af det banebrydende kompagni Ballets Russes. Balletkompagniets forestillinger var ikke blot nyskabende inden for dans, men også et kunstnerisk mødested for tidens unge avantgarde-kunstnere inden for billedkunst, kostumedesign og komposition.

Den unge Igor Stravinskij havde allerede samarbejdet med Ballets Russes om værkerne Petrusjka (1911) og Ildfuglen (1910), men i 1913 skabte han sensation – og skandale – med musikken til Le Sacre du Printemps (Forårsofret). Stilen var rå, atonal og primitiv og vakte lige dele sensation og skandale med sit nærmest dyriske udtryk, der til fulde understreger handlingen: En ung kvinde ofres til foråret i et hedensk ritual af sit stammefolk. 

Chokket over værket har knap fortaget sig, selv efter godt 100 år, og Le Sacre du Printemps står stadig som et af musikhistoriens mest nyskabende og kraftfulde værker – også i sin egen ret som koncertstykke, uden den oprindelige koreografi.

Manuel de Falla færdedes ligeledes i Paris i starten af 1900-tallet, og blev endda introduceret til Diaghilev af Stravinskij. Det førte snart til en bestilling på ny balletmusik med debut i London i 1919. 

Selvom de Falla - ligesom Stravinskij - hentede inspiration fra sit hjemlands folklore, blev udtrykket et ganske andet. Historien om El sombrero de tres picos (Den trekantede hat) er nemlig en romantisk forvekslingskomedie med træk fra flamenco og spansk folklore. Musikken fra balletten blev så populær, at den snart fandt vej til koncertsalene – her i form af en orkestersuite baseret på materialet fra balletten.

I spidsen for det hele står den estiske dirigent Kaisa Roose, som Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester tidligere har arbejdet sammen med. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og har fast bopæl i Tallinn. En af Kaisas store interesser er netop musikken fra det 20. århundrede.

Spilletider

  1. Tivolis Koncertsal

    Gratis med entré til Tivoli

    Inkluderet i entréen til Tivoli

Praktisk information

Spillested
Tivolis Koncertsal.

Entré til Tivoli
Koncerten er en del af koncertrækken Con Amore og er inkluderet i entréen til Tivoli.

Åbningstider i Koncertsalen.
Dørene til Tivolis Koncertsal åbnes en halv time før koncertens start. 

Koncertens varighed
Ca. 1 time og 15 minutter uden pause.

Koncertsalens barer er åbne inden koncerten. Der er rig mulighed for at spise på en af Tivolis mange restauranter inden koncerten.

Kørestolspladser og ledsagerpladser kan udelukkende købes ved henvendelse til Tivoli Service Center personligt eller på 33 15 10 01. Læs mere her.

Tivoli ligger ved Rådhuspladsen og Københavns Hovedbanegård. Find mere information om offentlig transport her, eller planlæg din rejse med Rejseplanen.dk.

Ankommer du til Tivoli i bil, og har du Tivolikort, kan du få rabat på parkering. Se parkeringsmuligheder her.