Vi optager hvert år nye elever. I Tivoli-Garden har vi elever med meget forskellige baggrunde, og siden 2015 har vi optaget piger på lige fod med drenge.
Alle ansøgere skal indsende et ansøgningsskema og en kort video for at komme i betragtning til optagelsesprøven.
Tivoli-Garden optager elever fra 7 års alderen og pensionsalderen er 16 år.
Det er ikke en forudsætning at kunne spille et instrument til optagelsesprøven, men ansøgere fra 9 år vil i forvejen ofte kunne spille et blæseinstrument/slagtøj eller have musikalske færdigheder som gør, at man kommer i betragtning.
Ved optagelse i Tivoli-Gardens Fanevagt er der intet krav om at kunne spille et instrument.
Til optagelsesprøven skal ansøgerne vise, om de har musik og rytme i kroppen, og om de kan forstå instruktioner. Derudover skal de synge en lille sang efter eget valg og imitere en rytme. Optagelsesprøven varer 10 minutter. Hvis ansøgeren allerede spiller et instrument, vil vi gerne høre ansøgeren spille et kort stykke. Samtidig med optagelsesprøven er der en samtale med ansøgernes forældre om, hvad det indebærer at have et barn i Tivoli-Garden.
Det koster ikke noget at gå til optagelsesprøven - ligesom det er omkostningsfrit for garderen at gå i Tivoli-Garden.
Download dokumentet Information til nye Tivoli-Gardere for at få mere at vide om, hvad det indebærer at være i Tivoli-Garden. Har du yderligere spørgsmål, er du også velkommen til at kontakte os på tivoli-garden@tivoli.dk eller tlf. 33 75 04 55.
Ansøgningsfristen er d. 21.maj.
Optagelsesprøver i 2023 ligger i starten af juni og er delt op i to runder.
Første optagelsesrunde ligger d. 8.-9. juni 2023.
Ansøgere, der går videre til anden optagelsesrunde, skal også møde til gruppeprøve 16. juni.