Kompagniet består af 20 klassisk uddannede dansere fra hele verden - heraf er tre karakterdansere fra Danmark. Tivoli Balletteater er det eneste klassisk funderede balletkompagni herhjemme, ud over Den Kongelige Ballet.
De næsten 300 forestillinger, der opføres hver sommer på Pantomimeteatret, spænder fra klassiske balletter, eventyrballetter og moderne værker til de traditionelle pantomimeforestillinger. De fleste skabt specielt til vores kompagni. Desuden har Tivoli Balletteater produceret juleballetten "Nøddeknækkeren" i Tivolis Koncertsal i 2012, 2014, 2016 og 2018. En forestilling Dronning Margrethe II er scenograf på. Vores samarbejde med Dronningen går tilbage til 2001, hvor hun blev tilknyttet Pantomimeteatret som husscenograf. Her har hun siden skabt dekorationer og kostumer til en række eventyrballetter.
2019 var året med de helt store følelser på spil, med verdenspremiere i Tivoli på nyfortolkningen af H.C. Andersens klassiske eventyr Snedronningen. Venskab og mod, kærlighed og uskyld og en snert af djævelskab. Snedronningen er en til tider dyster, men også hjertevarm fortælling om Gerda og Kays strabadser – fortalt i både ballet, musik og sang.
Dronning Margrethe var den kreative kraft bag kostumer og dekorationer, og bag musikken stod Oh Land, der udover at være komponist og sangerinde selv var balletbarn som lille. Koreografien lå i den prisbelønnende Yuri Possokhovs kyndige hænder. Yuri er tidligere solodanser på Bolsjojteatret og har siden skabt koreografier til førende kompagnier i hele verden bl.a. San Francisco Ballet og Bolsjoj-balletten. De tre stærke personligheder har tidligere arbejdet sammen, da de også stod bag den succesfulde opsætning af Askepot i 2016.
Pantomimeteatret i Tivoli er enestående både som bygning og i kraft af det repertoire, der spilles hver sommer. Teatret er Tivolis ældste eksisterende bygning og har en lang historie bag sig.
Pjerrot, Harlekin, Columbine og Kassander er Tivolis ikoner. De ses ikke kun i pantomimeforestillingerne, men også uden for Tivoli.
Vi tilbyder rundvisninger til foreninger og grupper på op til 30 personer. Her kan man komme med bag kulisserne, se det gamle maskineri, opleve hvordan det er at danse på Pantomimeteatrets skrå scene og gå på besøg på skræddersalen med de mange kostumer, blandt andet Dronningens.
Vi fortæller også om spøgeri og overtro, og om de mange danske og internationale danseres hverdag, med daglige prøver og næsten 300 forestillinger i løbet af sommersæsonen.
Er du interesseret i en rundvisning så skriv til Per Lundsgaard på pln@tivoli.dk
Ring til os og hør nærmere om de forskellige arrangementer og muligheder.
Kontakt:Tivoli Balletteater afholder løbende auditions i forbindelse med nyansættelser til kommende sommer- og vintersæsoner, samt særlige projekter. Som professionel danser har du desuden mulighed for at deltage i en af kompagniets klasser.