Tivolis garde, musikskole og orkestre

Tivoli-Garden

Tivoli-Garden

Mød verdens ældste ungdomsgarde

Med sin over 175-årige historie er Tivoli-Garden verdens ældste ungdomsgarde og en verdensberømt del af både Tivoli og Danmark. Tivoli-Garden er derudover en helårs elite-musikskole, hvor de 100 optagede elever undervises af professionelle musikere fra de største orkestre i det danske musikliv. Tivoli-Garden består af et Musikkorps, Tambourkorps og Fanevagt.

Ligesom Tivoli er Tivoli-Garden kendt over store dele af verden og rejser ofte udenlands for at repræsentere Tivoli og Danmark med sine optrædener. Uniformen med den genkendelige bjørneskindshue, de røde jakker og hvide bukser er et visuelt ikon, som på et øjeblik signalerer det eventyrlige Tivoli og det historiske Danmark.

tern_tivoli-garden
Kom med i Tivoli-Garden

Optagelsesprøver

Hvis du er fyldt 7 år, kan du søge optagelse i Tivoli-Garden. Hvert år optager Tivoli-Garden omkring 15 piger og drenge med vidt forskellige baggrunde gennem optagelsesprøverne.

Information om optagelsesprøver i Tivoli-Garden kan ses under menupunktet "optagelsesprøver".

Ansøgningsfrist: 21. maj 2024
Første optagelsesrunde: 6. juni 2024
Anden optagelsesrunde: 13. juni 2024

Optagelsesprøverne ligger i dagtimerne.

Læs mere om optagelsesprøverne

De tre korps

De gardere, der er en del af Tivoli-Garden i dag, modtager gratis undervisning af nogle af Danmarks dygtigste undervisere og instruktører. I bytte for deres tid, flid og engagement får de helt unikke oplevelser og et fællesskab for livet. Tivoli-Garden består af tre korps.

Musikkorpset
Musikkorpset er det største korps i Tivoli-Garden, med omkring 50 Tivoli-gardere. Her spiller de 11-16-årige på mange typer blæseinstrumenter og slagtøjsinstrumenter. Musikken, som de spiller, består hovedsageligt af danske og internationale marcher, musik komponeret af Tivolis første huskomponist H.C. Lumbye, men også af mere moderne stykker, for eksempel Disney-sange eller filmmusik. Desuden bestiller Tivoli-Garden jævnligt musik hos danske komponister. 

 

 

Tambourkorpset
Tivoli-Gardens Tambourkorps består af de yngste gardere i alderen 7-10 år. Det er altså her at enhver Tivoli-Garder starter deres karriere og får deres grunduddannelse. De spiller på tromme og piccolofløjte. 

Fanevagten
Tivoli-Gardens Fanevagt spiller ikke instrumenter, men optræder med de traditionelle garderdiscipliner såsom eksercits, marchformationer, geværsving og traditionen af at vogte fanen. Fanevagten bærer Dannebrogsfanen gennem paraderne og optræder med dansk-producerede Remington-geværer fra 1867, der skyder med løst krudt. Fanevagtens medlemmer er i alderen 11-16 år.

Elevskoler
Udover Tambourkorps, Fanevagt og Musikkorps har hvert korps også en elevskole. På elevskolerne er man endnu ikke i uniform eller medvirker ved Tivoli-Gardens optrædener. Her dygtiggør man sig og får målrettet musikalsk og praktisk undervisning frem mod at kunne indtræde i et af de tre korps. Eleverne på elevskolerne er optaget ved seneste optagelsesprøve.