Tivolis historie

Tag med på en gennemgang af Tivolis historie fra grundlæggelsen i 1843, opførelsen af Nimb og Koncertsalen til introduktionen af Jul i Tivoli og Fredagsrock.

Tivoli

1843

Georg Carstensen var inspireret af parker, han havde set i udlandet, da han fik kongens tilladelse til at åbne Tivoli. 15. august 1843 slog Haven portene op. Publikum var bjergtagede af det elegante og eksotiske anlæg. Blandt gæsterne var H.C. Andersen, der blev inspireret til eventyret Nattergalen.

Et sort hvid portræt, Tivolis grundlægger, Georg Carstensen.

Tivoli-Garden

1844

Carstensen fandt på nyt hele tiden for at fastholde publikums interesse. I 1844 opfandt han Tivolis æresgarde, Tivoli-Garden. Fra at stå til pynt og give stemning i Haven voksede Tivoli-Garden til et populært, kulturelt indslag og en af Danmarks bedste musikuddannelser for børn. I dag er Garden både for drenge og piger.

En gruppe af Tivolis Tivoli Garden i deres ceremonielle uniformer med høje bjørneskindshuer spiller i solskin foran Nimb hotellet og boblespringvandet.

Abonnementskort

1845

Det har altid kostet entré at komme ind i Tivoli; oprindeligt kostede billetten 1 Mark. For at skabe gæsteloyalitet kunne man fra 1845 blive abonnent i Tivoli, altså købe Tivolikort. Der var både kort til 1 Herre, 1 Herre med 1 Dame og 1 Herre med 2 Damer; kortene kostede hhv. 8, 12 og 16 Rigsdaler. Der gik 6 Mark på en Rigsdaler.

Et sort-hvidt fotografi af ældre gæster, der besøger Tivoli, gående arm i arm. Kvinderne er iført vinterfrakker og går ind i Haven gennem hovedindgangen.

Georg Carstensen dør

1857

Carstensen var kun direktør i Tivoli i 5 år. I 1848 drog han i krig i Schleswig, og Tivolis bestyrelse fyrede ham for kontraktbrud. Carstensen forlod Danmark, men vendte siden tilbage og forsøgte at skabe en konkurrent til Tivoli, Alhambra på Frederiksberg, der åbnede i sommeren 1857. Carstensen oplevede ikke åbningen; han døde af lungebetændelse i januar samme år i en alder af 44 år.

Statuen af Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, står foran Nimb i Tivoli.

Nuværende Pantomimeteater - H.C. Lumbye dør

1874

Helt fra begyndelsen var pantomimer en del af Tivolis program. Det nuværende teater blev opført i 1874 og er dermed Tivoli ældste bygning. Teatret er fredet. Mottoet Med Folket Fælles Glæde, der står på kinesisk over scenen, passer perfekt til Tivoli.

Den populære musikdirektør H. C. Lumbye stod i spidsen for musikken i Tivoli fra begyndelse i 1843. Han var violinist og komponist og skrev omkring 800 polkaer, valse og galopper. Mange af kompositionerne skrev han til Tivoli, for eksempel Champagnegaloppen. Om vinteren turnerede Lumbye med sit orkester, der var populært blandt andet i Tyskland, hvor han kaldtes Nordens Strauss.

En historisk tegning af Pantomimeteateret, som det blev opført i 1874. Scenen har indviklede udsmykninger og to store sidepiller med kunstneriske detaljer. Flere personer står foran scenen, klar til at overvære eller deltage i en forestilling.

Ballongyngen

1884

Tivolis første ballongynge var dampdrevet og havde seks balloner samt kurvegondoler med plads til fire personer i hver. Interessen for ballonfart var stor dengang, og også i Tivoli var store luftballoner en stor attraktion. Den nuværende ballongynge er den tredje af sin art; den blev indviet i 1943, da Tivoli fejrede sit 100-års jubilæum, og stod oprindeligt, hvor Rasmus Klumps Verden ligger i dag.

Tivolis første dampdrevne ballongynge. Der står en havekontrollør i midten af ballongyngen, mens den kører. Nede foran forlystelsen er der kø til næste tur.

Tivoli Søen

1887

Tivoli Søen opstod, da Vestervold blev sløjfet i 1887. Oprindeligt var søen en del af Københavns stadsgrav, da Tivoli blev anlagt uden for Københavns volde i 1843. Her kunne gæsterne nyde gondolfart, opleve artister gå på line over vandet og se skibe sejle ind til Tivoli fra Kalvebod Strand. Fra 1887 og frem til 1930'erne husede Tivoli Søen flere store festarrangementer med naturtro friluftskulisser. I 1887 var temaet Italien, i 1911 Ægypten, og i 1933 en landsby fra Java. Desuden kunne Havens gæster fra 1908 prøve en vandrutsjebane, der endte med et stort plask i søen.

Tivoli søen og fregatten i 1887.

Nuværende hovedindgang - Wivel/Wivex

1890

Tivolis oprindelige indgang var blot en træport med et billethus på hver side. I 1890 blev den nuværende hovedindgang og facadebygningerne indviet. Facadebygningerne var oprindeligt mere omfattende med Apollo Teatret mød øst og Restaurant Wivel – senere Wivex – på hjørnet af Vesterbrogade og ned langs Bernstorffsgade. Restauranten var vandhul for ’gullaschbaroner’ under 1. verdenskrig. Senere sendte radioen Middagskoncert fra Wivex, der lukkede i begyndelsen af 1960erne.

Indvigelse af facadebygningen, der også fungerer som den nuværende hovedindgang i Tivoli. Billedet er i sort hvid og viser en stor menneskemængde foran hovedindgangen.

Det japanske Tårn

1900

Det japanske Tårn blev designet af Tivolis daværende direktør og arkitekt Knud Arne Petersen. Oprindeligt opført som et illuminationstårn lyser det smukt op om aftenen med sine 2800 farverige kupler, der spejler sig i Tivoli Søen. Tårnets arkitektur forener elementer fra både japanske og kinesiske pagoder og templer og er inspireret af Østens æstetik. I mange år blev det kendt som Det kinesiske Tårn. Oprindeligt fungerede tårnet som en tesalon, men senere har både dansk og asiatisk mad prydet menuen. I dag fungerer Det japanske Tårn som en pop up-lokation, hvor skiftende stjernekokke fra michelinhædrede restauranter serverer mad fra hele verden.

Det kinesiske tårn i 1900 spejler sig i Tivolisøen. Foran søen ses også en løvestatue, der kigger ud mod vandet.

Nimb

1909

Familien Nimb var forpagtere i Divan 2 og fik tilbudt den store restaurant i den nye bazarbygning, der blev opført, efter Bernstorffsgade var blevet flyttet mod vest. Det orientalske palads kaldes i dag Nimb efter den restauratør, der opbyggede stedets ry. Efter en stor renovering genåbnede huset i 2008 med hotel og flere restauranter.

Bazarbygningen, der udgjorde det orientalske palads,  i solskin og som i dag kendes som Nimb.