Tivolis historie

Tag med på en gennemgang af Tivolis historie fra grundlæggelsen i 1843, opførelsen af Nimb og Koncertsalen til introduktionen af Jul i Tivoli og Fredagsrock.

Tivoli

1843

Georg Carstensen var inspireret af parker, han havde set i udlandet, da han fik kongens tilladelse til at åbne Tivoli. 15. august 1843 slog Haven portene op. Publikum var bjergtagede af det elegante og eksotiske anlæg. Blandt gæsterne var H.C. Andersen, der blev inspireret til eventyret Nattergalen.

Et sort hvid portræt, Tivolis grundlægger, Georg Carstensen.

Tivoli-Garden

1844

Carstensen fandt på nyt hele tiden for at fastholde publikums interesse. I 1844 opfandt han Tivolis æresgarde, Tivoli-Garden. Fra at stå til pynt og give stemning i Haven voksede Tivoli-Garden til et populært, kulturelt indslag og en af Danmarks bedste musikuddannelser for børn. I dag er Garden både for drenge og piger.

En gruppe af Tivolis Tivoli Garden i deres ceremonielle uniformer med høje bjørneskindshuer spiller i solskin foran Nimb hotellet og boblespringvandet.

Abonnementskort

1845

Det har altid kostet entré at komme ind i Tivoli; oprindeligt kostede billetten 1 Mark. For at skabe gæsteloyalitet kunne man fra 1845 blive abonnent i Tivoli, altså købe Tivolikort. Der var både kort til 1 Herre, 1 Herre med 1 Dame og 1 Herre med 2 Damer; kortene kostede hhv. 8, 12 og 16 Rigsdaler. Der gik 6 Mark på en Rigsdaler.

Et sort-hvidt fotografi af ældre gæster, der besøger Tivoli, gående arm i arm. Kvinderne er iført vinterfrakker og går ind i Haven gennem hovedindgangen.

Georg Carstensen dør

1857

Carstensen var kun direktør i Tivoli i 5 år. I 1848 drog han i krig i Schleswig, og Tivolis bestyrelse fyrede ham for kontraktbrud. Carstensen forlod Danmark, men vendte siden tilbage og forsøgte at skabe en konkurrent til Tivoli, Alhambra på Frederiksberg, der åbnede i sommeren 1857. Carstensen oplevede ikke åbningen; han døde af lungebetændelse i januar samme år i en alder af 44 år.

Statuen af Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, står foran Nimb i Tivoli.

Nuværende Pantomimeteater - H.C. Lumbye dør

1874

Helt fra begyndelsen var pantomimer en del af Tivolis program. Det nuværende teater blev opført i 1874 og er dermed Tivoli ældste bygning. Teatret er fredet. Mottoet Med Folket Fælles Glæde, der står på kinesisk over scenen, passer perfekt til Tivoli.

Den populære musikdirektør H. C. Lumbye stod i spidsen for musikken i Tivoli fra begyndelse i 1843. Han var violinist og komponist og skrev omkring 800 polkaer, valse og galopper. Mange af kompositionerne skrev han til Tivoli, for eksempel Champagnegaloppen. Om vinteren turnerede Lumbye med sit orkester, der var populært blandt andet i Tyskland, hvor han kaldtes Nordens Strauss.

En historisk tegning af Pantomimeteateret, som det blev opført i 1874. Scenen har indviklede udsmykninger og to store sidepiller med kunstneriske detaljer. Flere personer står foran scenen, klar til at overvære eller deltage i en forestilling.

Ballongyngen

1884

Tivolis første ballongynge var dampdrevet og havde seks balloner samt kurvegondoler med plads til fire personer i hver. Interessen for ballonfart var stor dengang, og også i Tivoli var store luftballoner en stor attraktion. Den nuværende ballongynge er den tredje af sin art; den blev indviet i 1943, da Tivoli fejrede sit 100-års jubilæum, og stod oprindeligt, hvor Rasmus Klumps Verden ligger i dag.

Tivolis første dampdrevne ballongynge. Der står en havekontrollør i midten af ballongyngen, mens den kører. Nede foran forlystelsen er der kø til næste tur.

Tivoli Søen

1887

Tivoli Søen opstod, da Vestervold blev sløjfet i 1887. Oprindeligt var søen en del af Københavns stadsgrav, da Tivoli blev anlagt uden for Københavns volde i 1843. Her kunne gæsterne nyde gondolfart, opleve artister gå på line over vandet og se skibe sejle ind til Tivoli fra Kalvebod Strand. Fra 1887 og frem til 1930'erne husede Tivoli Søen flere store festarrangementer med naturtro friluftskulisser. I 1887 var temaet Italien, i 1911 Ægypten, og i 1933 en landsby fra Java. Desuden kunne Havens gæster fra 1908 prøve en vandrutsjebane, der endte med et stort plask i søen.

Tivoli søen og fregatten i 1887.

Nuværende hovedindgang - Wivel/Wivex

1890

Tivolis oprindelige indgang var blot en træport med et billethus på hver side. I 1890 blev den nuværende hovedindgang og facadebygningerne indviet. Facadebygningerne var oprindeligt mere omfattende med Apollo Teatret mød øst og Restaurant Wivel – senere Wivex – på hjørnet af Vesterbrogade og ned langs Bernstorffsgade. Restauranten var vandhul for ’gullaschbaroner’ under 1. verdenskrig. Senere sendte radioen Middagskoncert fra Wivex, der lukkede i begyndelsen af 1960erne.

Indvigelse af facadebygningen, der også fungerer som den nuværende hovedindgang i Tivoli. Billedet er i sort hvid og viser en stor menneskemængde foran hovedindgangen.

Det japanske Tårn

1900

Det japanske Tårn blev designet af Tivolis daværende direktør og arkitekt Knud Arne Petersen. Oprindeligt opført som et illuminationstårn lyser det smukt op om aftenen med sine 2800 farverige kupler, der spejler sig i Tivoli Søen. Tårnets arkitektur forener elementer fra både japanske og kinesiske pagoder og templer og er inspireret af Østens æstetik. I mange år blev det kendt som Det kinesiske Tårn. Oprindeligt fungerede tårnet som en tesalon, men senere har både dansk og asiatisk mad prydet menuen. I dag fungerer Det japanske Tårn som en pop up-lokation, hvor skiftende stjernekokke fra michelinhædrede restauranter serverer mad fra hele verden.

Det kinesiske tårn i 1900 spejler sig i Tivolisøen. Foran søen ses også en løvestatue, der kigger ud mod vandet.

Nimb

1909

Familien Nimb var forpagtere i Divan 2 og fik tilbudt den store restaurant i den nye bazarbygning, der blev opført, efter Bernstorffsgade var blevet flyttet mod vest. Det orientalske palads kaldes i dag Nimb efter den restauratør, der opbyggede stedets ry. Efter en stor renovering genåbnede huset i 2008 med hotel og flere restauranter.

Bazarbygningen, der udgjorde det orientalske palads,  i solskin og som i dag kendes som Nimb.

Banegårdsindgangen

1912

Københavns Hovedbanegård åbnede på sin nuværende beliggenhed i 1911. Året efter åbnede Tivoli en indgang, der vendte mod banegården, så de togrejsende fik let adgang til Haven. Den første portal var orientalsk at se på og passede på den måde til Nimbs oprindelige facade mod gaden. Begge dele blev tonet ned i 1920erne efter krav fra Københavns Kommune.

Et sort-hvidt fotografi af Tivolis indgang fra 1912. Indgangen har en stor bue med et karakteristisk tag, som blander østlige og vestlige arkitektoniske stilarter. Få personer står ved porten, og brostensbelagte gader er synlige.

Bjergrutschebanen

1914

Tivoli havde allerede en rutsjebane i 1843; et syv-sekunders gys, der vakte både begejstring og forargelse. I 1914 blev Bjergrutschebanen åbnet – i dag kaldet Rutschebanen. Banen er en af verdens ældste trærutsjebaner, der stadig er i drift, og en af bare syv baner i verden med en bremsemand m/k på hvert tog.

En gammel illustration af Tivolis rutschebane, "Rutschebanen," fra slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet. Forlystelsen har en træbane med store tårne i hver ende, og en stor menneskemængde er samlet foran rutschebanen.

Færgekroen

1934

Færgekroen blev opført som en del af festarrangementet Fiskerlejet, en idyllisk fiskerby langs Tivoli Søens bred. Færgekroen blev hurtigt den største attraktion i det lille fiskerleje. Selv om festarrangementet oprindeligt kun var planlagt til at vare et år, fik Færgekroen lov til at blive stående. Vandmøllen ved siden af kroen er en senere tilføjelse, designet til at ilte vandet i Tivoli Søen. I 2021 blev den oprindelige bygning erstattet af en ny identisk konstruktion.

I forgrunden ses Tivoli søen og den oprindelige Færgekro fremgår midt i billedet. Billedet er i sort hvid.

Schalburgtagen mod Tivoli

1944

Mens Danmark var besat under 2. verdenskrig, brændte store dele af Tivoli ned. Om natten efter lukketid den 24. juni sneg en gruppe nazisympatisører sig ind i Tivoli og placerede brandbomber i Koncertsalen, Glassalen, Arena Teatret m.m. Skaderne var kolossale, og Tivoli måtte lukke i 14 dage for at rydde op.

Schalburgtagen mod Tivoli

Glassalen

1946

Glassalen er designet af Poul Henningsen og hans søn, Simon Henningsen. Store stjerner som Ella Fitzgerald, Marlene Dietrich og Josephine Baker har optrådt i denne historiske bygning. I 1943 genskabte Poul Henningsen den ottekantede bygning, som bragte Glassalen tilbage til sit oprindelige udtryk fra 1863 – blot i en enklere version. Men natten mellem den 24. og 25. juni 1944 blev Glassalen sprængt i luften af nazisympatisører. Den nuværende Glassal er derfor en kopi af versionen fra 1943. Gennem årene har bygningen fungeret som Tivolis koncertsal og teatersal, og i dag danner den rammen om varieteer, revyer, jazzkoncerter, musicals og teaterforestillinger.

Et historisk fotografi af en Glassalen i Tivoli. Glassalen har udsmykkede buer dekoreret med lanterner, der skaber en charmerende og festlig stemning. Det kuppelformede tag kan ses i baggrunden, omgivet af træer.

Dansetten

1948

Arena Teatret var brændt ned under 2. verdenskrig. Hvor det havde ligget, åbnede i 1948 Dansetten, der var et populært dansested frem til 1967. Først dansede man til bigbandmusik, og der blev holdt Tivoli-mesterskaber i swingdans. I Dansettens sidste år var der også kommet pigtråd og beat på programmet.

 Et sort-hvidt fotografi af et fyldt Dansetten i Tivoli. Lokalet er dekoreret med mange runde hængende lamper, og folk danser tæt sammen i en livlig atmosfære.

Walt Disney besøger Tivoli

1951

I 1955 åbnede Disneyland i Californien. Både før og efter besøgte Walt Disney Tivoli, hvor han var meget betaget af stemningen og atmosfæren. Disney ville gerne aflure hemmeligheden bag stemningen, så han kunne efterligne den i sin egen forlystelsespark.

Walt Disney på besøg i Tivoli. Han står sammen med en Tivoli Garder og har fået en garder-hat på.

Smøgen

1952

Tivolis areal er kun 8,3 hektar, så pladsen skal udnyttes med snilde. Smøgen åbnede i 1952 og er indrettet som en fantasi over en dansk købstad. Den er fuld af detaljer og oplevelser, og den trange plads passer godt til stemningen i den lille gade, hvis butikker i den ene side er skåret ind i Rutschebanebjerget.

Et sort-hvid billede af en menneskemængde i Smøgen. Over gaden hænger en dekoration med store sko, og butiksskilte er synlige på begge sider. Gaden er fyldt med gæster, der går og kigger Smugkroen og spilleboder.

Tivolis Koncertsal

1956

Da Tivoli brændte i 1944, blev Koncertsalen fra 1902 ødelagt. Musikken flyttede midlertidigt til Glassalen, og først i 1956 blev den nye koncertsal indviet. Da den åbnede, var den Nordens største med sine næsten 2000 siddepladser. Tivolis Koncertsal blev renoveret i 2005, hvor Rotunden og den store prøvesal, Lumbye Salen, blev tilføjet.

Et sort-hvid billede af Tivolis Koncertsal med blomsterbede i forgrunden. To personer går rundt i haven foran Koncertsalen, der fremstår med sin karakteristiske mønstrede facade.

Boblespringvandet

1961

Boblespringvandet foran Nimb er tegnet af havearkitekten Eigil Kjær. Idéen til boblerne siges at være opstået under en samtale med den danske fysiker og nobelprisvinder Niels Bohr. Mens de sad med en kop te og kiggede på et akvarium, skulle Bohr have bemærket, at boblerne fra iltapparatet lignede et springvand under vand. Haveanlægget omkring Boblespringvandet blev i 1960'erne, ligesom i dag, tilpasset Nimbs orientalske udtryk.

Et sort-hvidt billede af Tivolis boblespringvand og den historiske Nimb-bygning i baggrunden, omgivet af blomster og træer.

H.C. Andersen Slottet erhverves

1978

Bygningen i Tivolis nordøstlige hjørne var oprindeligt Danmarks første kunstindustrimuseum og blev indviet i 1893. Tivoli købte ejendommen i 1978 og indrettede den derefter til kaserne for Tivoli-Garden. Der har også været museum, turistinformation og private boliger i bygningen. I dag er der – foruden kasernen – kontorer for Tivolis administration samt selskabslokaler.

Facaden af H.C. Andersen Slottet i Tivoli, set fra gaden, med det store Tivoli-logo over indgangen på en solskinsdag

Turpasset indføres

1983

I mange forlystelsesparker betaler man for indgang og forlystelser under et. Men mange af Tivolis gæster benytter slet ikke forlystelserne; de kommer for at spise, høre koncert eller gå en tur, og betaler derfor udelukkende entré-prisen. Gæster, der gerne vil prøve forlystelser, kan med fordel købe et Turpas, der giver adgang til lige så mange ture i forlystelserne, som man kan nå.

En arm der får turpasarmbånd på i solskin.

Tivoli A/S køber Tivoli-grunden

1992

Tivoli blev anlagt på militært område lige uden for Københavns fæstningsvold. Da militæret flyttede forsvarsværkerne, overgik grunden til Københavns Kommune. Tivoli lå på lejet grund helt frem til 1992, hvor Tivoli A/S købte grunden af kommunen. I forbindelse med handlen blev det vedtaget, at grunden kun må bruges til at drive forlystelsesvirksomhed i tråd med Tivolis traditioner, men dog under hensyn til, hvordan forlystelsesbranchen udvikler sig.

Det japanske tårn i Tivoli, omgivet af grønne træer og blomster ved Tivoli-søen, med farverige både og en Dæmonen synlig i baggrunden på en solrig dag.

Jul i Tivoli for første gang

1994

A/S Kjøbehavns Sommer-Tivoli var det officielle navn på aktieselskabet, vi i dag kalder Tivoli A/S. Tivoli var en ren sommerfornøjelse frem til 1994, hvor Jul i Tivoli åbnede for første gang. I de første år var der kun Jul i Tivoli i en lille del af Haven, men siden 1997 har hele Tivoli været i brug i julesæsonen.

Tivoli om aftenen under julelysene, med en smukt oplyst karussel og et stort juletræ, der stråler under en mørk nattehimmel.

Første Fredagsrock-koncert

1997

Tivolis udvikling var gået lidt i stå i midten af 1990erne. Derfor var det yngre publikum også forsvundet; Tivoli havde meget lidt, der appellerede til folk under 40. Det ændrede sig med Fredagsrock, der siden har været et stort trækplaster og en god grund til at investere i et Tivolikort. Den allerførste Fredagsrock-koncert var med rapperne Den Gale Pose og Hvid Sjokolade.

En stor menneskemængde ved Plænen i Tivoli under en fredagsrockkoncert, med en oplyst scene og en mørk himmel, mens publikum nyder musikken.

Tivoli til salg

2000

Efter at have ejet aktiemajoriteten i Tivoli i omkring 100 år, besluttede Carlsberg A/S at sælge sine aktier. Der gik mange rygter om interesse fra både Disney og Michael Jackson, og nogle talte om Tivoli på folkeaktier. Det endte med, at Skandinavisk Tobakskompagni A/S og Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab købte aktierne. Tivoli forblev på danske hænder.

Himmelskibet i Tivoli, set mod en blå himmel, med gæster der svinger højt over Haven i Tivoli.

Dronning Margrethe skaber sin første scenografi til Pantomimeteatret

2001

Kærlighed i Skarnkassen var den eventyrballet på Pantomimeteatret, der lagde grunden til en smuk tradition. Balletten samlede tre af H.C. Andersens eventyr i en lille fortælling om, hvor let det kan gå galt i kærligheden. Scenografien og kostumerne blev skabt af Dronning Margrethe, som siden har sat sit præg på flere forestillinger i Tivoli, herunder Tommelise (2005), Fyrtøjet (2007), Svinedrengen (2009), Nøddeknækkeren (2012), Den standhaftige Tinsoldat (2013), Askepot (2016), Snedronningen (2019) og Klods Hans (2024).

I anledning af Pantomimeteatrets 150-års jubilæum i 2024 designede Dronning Margrethe et nyt påfugle-fortæppe til Havens kinesiske teater.

Billede af: Stefan Kai Nielsen

Et billede af Dronning Margrethe i samtale under et arrangement i Tivoli.

Halloween i Tivoli for første gang

2006

Hvad end det er sommersæson eller julesæson, skiller Tivoli sig ud med sin smukke scenografi. Så da Tivoli gerne ville begynde at holde åbent i efterårsferien, skulle der selvfølgelig være en god idé, der kunne få sit eget visuelle udtryk. Sådan opstod Halloween i Tivoli, der ikke kun handler om sorte katte, skeletter og spøgelser, men også om efterårets overflod af græskar, majs, kornneg og planter.

Tivolis hovedindgang oplyst med orange Halloween-dekorationer om aftenen, med et stort græskar hængende midt i buen.

Rasmus Klump

2010

Verdens første Rasmus Klump-forlystelse, Rasmus Klumps Verden, åbnede i Tivoli i 2010. Det 1300 m² store legeområde er designet af den amerikanske arkitekt Jumana Brodersen og er inspireret af de folkekære Rasmus Klump-hæfter.

Tivoli Hotel

Tivoli Hotel ved Kalvebod Brygge er resultatet af et samarbejde mellem Arp-Hansen Hotel Group og Tivoli. Arkitekturen er tegnet af Kim Utzon, mens Tivolis tegnestue har stået for indretningen og det indvendige design. Hotellet, som ejes og drives af Arp-Hansen, ligger i gåafstand fra Haven.

Et farverigt billede af Rasmus Klumps Pandekagehus i Tivoli. Det lille tårn og de omkringliggende træer giver stedet et hyggeligt udseende.

Tivoli Balletskole

2012

Tivoli har en lang og stolt tradition for ballet, og siden 2012 har Balletskolen været med til at træne børn og unge i denne kunstform. Mange af skolens dansere optræder både i pantomimer og balletter på det historiske Pantomimeteater samt i Tivolis Koncertsal.

En gruppe unge balletdansere i lyse dragter øver positioner ved en balletbarre. De står i række foran spejlet og bliver vejledt af deres instruktør.

Tivoli vokser

2013

Tivoli blev større, da 600 m2 kontor- og lagerareal blev inddraget i Det muntre Hjørne. Tycho Brahe og renæssancen inspirerede designet af et nyt temaområde, som blandt andet huser den vilde forlystelse Aquila.

Aquilia i Tivoli, med sin store guldfugl og grønne elementer, set under en klar himmel.

Georg Carstensens Plads og Tivoli Food Hall

2017

Frederiksberg Kommune navngiver en plads ved Allégade Georg Carstensens Plads i anledning af Tivolis forestående jubilæum.

Tivoli Food Hall
Tivolis udvidelse af Nimb Hotel og Tivoli Food Hall blev åbnet i november og præsenterer et nyt helårsåbent Tivoli-mødested og en ny Tivoli-facade mod Bernstorffsgade.

Indgangen til Tivoli Food Hall om aftenen, med mennesker der bevæger sig forbi det oplyste skilt.

Vinter i Tivoli og Tivolis 175-års fødselsdag

2018

En helt ny sæson, Vinter i Tivoli, fik premiere i februar 2018 som årets første markering af Tivolis 175-års jubilæum. Efter et par sæsoner blev den nye sæson sat på pause under COVID-19- pandemien. Når gæster i dag ønsker at opleve Haven i løbet af vinterhalvåret, kan de gøre det, når Tivoli markerer Jul i Tivoli

Fejringen af Tivolis 175-års fødselsdag blev markeret med store koncerter, balletter og en over 100 meter lang jubilæumsparade, der inkluderede balletbørn, Tivoli-Garden, fem spektakulære vogne designet af Walt Disney World Resort og meget mere.

En snemandsskulptur foran den oplyste facade af Nimb i Tivoli under vinterbelysningen.

Villa Vendetta

2021

Tivolis prisbelønnede scary house, Villa Vendetta, åbnede i H.C. Andersen Slottet og har sidenhen skræmt livet af både store børn, teenagere og voksne med uhyggelig charme. I Villa Vendetta møder Tivolis gæster dygtige performere, der sørger for kuldegysninger på den 150 meter lange tur gennem 12 rum fyldt med gru fordelt på 800 mørke kvadratmeter. Villa Vendetta er dermed Danmarks største permanente scary house.

To personer i Villa Vendetta i Tivoli under en mørk og stemningsfuld belysning, der skaber en dramatisk atmosfære.