11. november 2021

Markant profil bliver kommerciel direktør i Tivoli

Medio februar 2022 tiltræder Niels Erik Folmann som kommerciel direktør i Tivoli, og det er således en markant og erfaren personlighed indenfor salg og marketing, som Tivoli henter ind på direktørholdet.

Medio februar 2022 tiltræder Niels Erik Folmann som kommerciel direktør i Tivoli, og det er således en markant og erfaren personlighed indenfor salg og marketing, som Tivoli henter ind på direktørholdet.

Niels Erik Folmann kommer fra en stilling som adm. direktør for Danske Licens Spil A/S, og tidligere har han stået i spidsen for flere førende danske reklamebureauer. I den brede offentlighed er Niels Erik Folmann nok især kendt for sin tid som medvært for ”Kender du Typen” på DR.

Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, siger i forbindelse med ansættelsen: 
”Jeg er glad og stolt over, at vi er lykkedes med at få Niels på holdet. Niels er en dygtig og dedikeret leder med alsidig erfaring inden for marketing og digital forretningsudvikling. Niels har oveni et stort hjerte for Tivoli og ved, at traditioner og fornyelser går hånd i hånd hos os. Ambitionerne i Tivoli er høje og ønskerne for fremtiden rækker langt. Den rejse skal Niels med på. Som en driftssikker kommerciel direktør, nysgerrig rejsemakker og god kollega, er jeg sikker på, at Niels er det helt rette match for os, og jeg ser frem til samarbejdet”.

Selv siger Niels Erik Folmann, at han føler sig dybt privilegeret over snart at få Tivoli som sin daglige arbejdsplads:
”Jeg har været en ivrig og glad gæst i Tivoli i mange år. Jeg elsker simpelthen at komme i forlystelseshaven, og at dette bliver rammen om mit arbejdsliv glæder jeg mig meget til. Tivoli har med Covid-19 pandemien været igennem en meget hård tid, og jeg vil sammen med mine kommende dygtige kollegaer i Tivoli gøre alt hvad jeg kan for at bidrage til, at Tivoli hurtigst muligt kommer tilbage til fordums styrke - og gerne lidt til.”

Niels Erik Folmann erstatter Michala Svane, der har valgt at stoppe i Tivoli for at søge nye udfordringer.

Herefter udgøres Tivolis direktion fortsat af adm. dir. Susanne Mørch Koch og Finansdirektør Andreas Morthorst, mens den udvidede direktion ved Niels Erik Folmanns tiltrædelse vil bestå af direktionen samt Havedirektør Kasper Schumacher, Kulturdirektør Frederik Wiedemann, Juridisk direktør Caroline Reiler samt Kommerciel direktør Niels Erik Folmann.

Med venlig hilsen

Torben Plank
Head of Press, Communications & Press
Pressechef, Kommunikation & Presse
 
T  +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK 
 
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk