Vis
Vis

Midsommerkoncert – I sommernattens dyb

Sankthans-aften i Tivolis Koncertsal og bålsang ved Tivoli-søen er en gammel tradition for københavnerne. De seneste år med Københavns Drengekor og gæstende stjerner.

23. juni 2017

Kl: 19:30 - 21:30

Den danske komponist Niels W. Gade fejres i 2017 i anledning af hans 200-års fødselsdag. Sammen med Ensemble Storstrøm og tenoren Gert Henning Jensen er Gade, dansk korlyrik og hele det 19. århundrede på programmet ved årets Sankthans-koncert.

hent program

Program

Niels W Gade: Morgensang af Elverskud
Felix Mendelssohn: Jauchzet dem Herrn, alle Welt
Edvard Grieg: Drømmesyn, op.62,5
Ib Nørholm: Svanerne
Carl Nielsen: Nu lyser løv i lunde
Den milde dag
Edvard Grieg: Bækken
Svend S Schultz: Åliv
Yndigt dufter Danmark
Hugo Alvén: Jag längtar dig
Och Jungfrun hon går i ringen
Svend Erik Werner: Hvor Nilen vander Ægypterens jord
Edvard Grieg: Hjemvé, op 57,6
Povl Schierbeck: I Danmark er jeg født
Edvard Grieg: Jeg elsker dig
Bryllup op 65,6
Langelandsk folkemelodi: I skovens dybe stille ro
Peter Heise: Månen smiler
P.E.Lange-Müller: Serenade fra Der var engang
Edvard Grieg: Aften på højfjeldet op.68,4
Niels W Gade: Ved Solnedgang

Medvirkende

2017-06-23-Gert-Henning-Jensen-300x300
Tenor Gert Henning-Jensen

Den lyriske tenor Gert Henning-Jensen er født i København. Sangerkarrieren begyndte som drengesopran på Skt. Annæ og som solist i Københavns Drengekor. Siden læste han først medicin på Københavns Universitet, men sangen vandt. Han tog sin uddannelse på Opera-Akademiet i København og på Mozarteum i Salzburg, og han debuterede i København i 1992 som Grev Almaviva i Barberen i Sevilla. Han har siden været ansat i Den Kgl. Operas solistensemble. Med favoritpartiet David i Wagners Mestersangerne debuterede han på Metropolitan i New York og på Covent Garden i London. I 2015 kunne han fejre sit 25-års jubilæum som operasolist på Det Kgl. Teater.

Karrieren har bragt ham til verdens store operahuse og koncertsale: Metropolitan Opera, New York, Covent Garden, London, Staatsoper Berlin, Bastille Opera, Paris, Toulouse, Liège, Rom, Wien, Bruxelles, L.A. Opera, Tokyo, Pesaro, Santa Fe, Salzburg – og han har optrådt med dirigenter som Bernard Haitink, Giuseppe Sinopoli, James Levine, James Conlon, Peter Schreier, Yuri Temirkanov, Ulf Schirmer, Michael Schønwandt, Leif Segerstam, Hugh Wolff og Richard Hickox.

Gert Henning-Jensen har desuden et stort koncertrepertoire med værker af blandt andre Bach, Händel, Berlioz og Mozart, og adskillige af hans fortolkninger er blevet indspillet. En række nulevende komponister har skrevet musik specifikt til ham, f.eks. Bent Sørensen, Poul Ruders og Bo Holten, der gav ham rollen som den skøre Kong Christian den 7. i Livlægens besøg (2009).

2017-06-23-Midsommerkoncert-300x300
Kor Københavns Drengekor

Københavns Drengekor har et fornemt ry både i Danmark og udlandet. Drengene i koret er 6. og 7. klasses elever på Sankt Annæ Gymnasium, hvor de får professionel sangundervisning som en integreret del af skolegangen.

Koret ledes af Ebbe Munk, og de har gennem årene arbejdet med markante gæstedirigenter som Benjamin Britten, Ernest Ansermet og Paul McCreesh. De synger et repertoire, der repræsenterer den ældste flerstemmige musik såvel som klassiske mestre og bestillingsværker af vor tids største komponister som Bernhard Lewkovitch, Per Nørgård og Palle Mikkelborg.  Korets ambitiøse repertoire kræver ofte udvidelse med voksne stemmer, og derfor er mandskorets professionelle sangere tilknyttet drengekoret.

Koret har fast tilknytning til Københavns Domkirke, og med titlen Kongeligt Kantori medvirker de ofte ved særlige begivenheder i kongehuset og ved officielle statsbesøg.

 

2017-06-23-Midsommerkoncert-Ens-Storstroem_300x300
Ensemble Storstrøm

Ensemble Storstrøm blev etableret i 1991 og fejrede derfor 25-års jubilæum i 2016, bl.a. med en koncert i Tivoli. Ensemblet har status som såkaldt basisensemble, dvs. at det støttet af stat og lokale kommuner løser en række regionale forpligtelser i det geografiske område, der tidligere hed Storstrøms Amt.

Ensemblets usædvanlige besætning – fløjte, klarinet, fagot, harpe, klaver, violin, bratsch og cello – giver det en helt særlig klang og motiverer til en nysgerrig repertoireprofil med en del nyskrevet og arrangeret musik.

Blandt ensemblets ca. 80 årlige koncertaktiviteter finder man koncerter for børn og unge, operakoncerter i det fri, koncerter med det semiprofessionelle Storstrøms Symfoniorkester og frem for alt kammerkoncerter i en række forskellige sammenhænge.

Ensemble Storstrøm har til huse på herregården Fuglsang lidt uden for Nykøbing Falster. Fuglsang har en lang historie med kunst og musik, som ensemblet fører videre bl.a. med sin kammermusikfestival: Sommermusik på Fuglsang.