Vis
Vis

Morten Grove & Randers Kammerorkester

Den særlige inderlighed i kombination med det kunstfærdige og virtuose, der kendertegner barokkens arier, er omdrejningspunktet, når Randers Kammerorkester går på scenen sammen med den unge kontratenor Morten Grove Frandsen. Komponisterne er tre af barokkens store mestre - Händel, Vivaldi og Purcell - der sættes i relief af bl.a. John Frandsens eventyrlige og helt nutidige "Seven Silly Songs".

6. august 2017

Kl: 15:00 - 17:00

Tivolis Koncertsal

Morten Grove Frandsen er uddannet baryton men omlagde i 2012 stemmen til kontratenor, der i register svarer til den kvindelige altstemme. Kontratenoren forener det fine kvindelige stemmeleje med en mandlig kraft og maskulinitet, der skaber et helt særligt udtryk, der specielt i 1600- og 1700-tallet fascinerede komponister og publikum.

Morten Grove Frandsen har bl.a. deltaget i Riga Barokfestivals opsætning af Vivaldis opera Orlando Furioso, og i 2013 medvirkede han sammen med Randers Kammerorkester i Aarhus Sommeroperas premiere på John Frandsen og Ivar Gjørups Egoland.

I 2016 modtog Morten Grove Frandsen Reumerts Talentpris med bl.a. følgende begrundelse: "Med en sjælden klangskønhed i det usædvanlige stemmefag som kontratenor forførte han publikum i en sælsom blanding af drag og guldkonfetti. Hans fængslende blik og guddommelige stemme giver løfter om store fremtidsmuligheder."

hent program

Program

Henry Purcell/Benjamin Britten: Chaconny
Henry Purcell: Music for a while og Sweeter than Roses
John Frandsen: Seven Silly Songs
Peter Warlock: Capriol Suite
Georg Friedrich Händel: "Cara sposa" fra Rinaldo
Antonio Vivaldi: "Sol da te mio dolce amore" fra Orlando furioso
Georg Friedrich Händel: "Cielo se tu il consenti" fra Orlando

Medvirkende

2017-08-06-Randers-KO-David-Riddell-300x300
Dirigent og konferencier David Riddell

Randers Kammerorkesters kunstneriske leder og chefdirigent, David Riddell, er født i Elgin, Skotland. Han har studeret musik på The University of St. Andrews og The University of Edinburgh samt direktion på Guildhall School of Music and Drama i London.

I dag er David Riddell bosiddende i Danmark, hvor han er musikchef for Randers Kammerorkester samt kunstnerisk leder af Aarhus Sommeropera. Han er en hyppig gæstedirigent for de fleste danske orkestre og har dirigeret talrige operaproduktioner på bl.a. Den jyske Opera.

I Storbritannien har Riddell optrådt med bl.a. The Northern Sinfonia, English Touring Opera, Scottish Opera, og The Garden Venture (Royal Opera, Covent Garden), og han har ligeledes dirigeret i Tyskland, Frankrig, Estland, Norge, Sverige og Island. David Riddell er endvidere aktiv som komponist og arrangør og har undervist på The University of St. Andrews, Guildhall School of Music, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet.

Sammen med Randers Kammerorkester har David Riddell indspillet flere cd'er, og han har foretaget en række indspilninger i den omfattende Lumbye-produktion med Tivoli Copenhagen Phil.

 

2017-08-06-Randers-KO-Morten-G-Frandsen-300x300
Kontratenor Morten Grove Frandsen

Morten Grove Frandsen afsluttede sine studier på Opera-Akademiet i sommeren 2016 som den første danske kontratenor. Studietiden har været begivenhedsrig, og han har gennem tiden modtaget legater og stipendier fra Den Böhmske fond, Anne Marie Mortensens mindelegat og Léonie Sonning musikfonds stipendiat.

I 2015 blev Morten Grove udnævnt til årets unge operatalent ved Copenhagen Opera Festival, og i 2016 vandt han en Reumert for sin medvirken i operaen Leaves af Karsten Fundal og Efterklang. Leaves, som er en moderne opera, fortsætter sin sejrsgang med en turné til Belgien, Holland, England og Sverige i foråret 2017.

Morten Grove kan desuden opleves som liedsanger rundt om i Danmark – ligesom han er at finde i nogle af de bedste opførelser af Messias op mod jul.

2017-08-06-Randers-KO-300x300-(2)
Randers Kammerorkester

Med sine 14 musikere er Randers Kammerorkester Danmarks eneste fastansatte kammerorkester. Orkestrets historie går helt tilbage til 1945, med 1986 som et afgørende år, idet orkestret fik status som såkaldt basisensemble med støtte fra stat og kommune til at løse regionale opgaver. 

Blandt disse finder man orkester- og kammerkoncerter, slotskoncerter, skolekoncerter og større produktioner med kor m.m. Også utraditionelle samarbejder med f.eks. electrogruppen Støjzonen og koncerter i private hjem finder vej til Randers Kammerorkester.

Randers Kammerorkester er husorkester ved Aarhus Sommeropera og samarbejder jævnligt med Den Jyske Opera. Årligt når aktiviteten op på ca. 120 koncerter.

Tap for at aktivere kortet