Festival Strings Lucerne & Renauld Capuçon

En hel aften med musik for strygere på højeste plan. Det schweiziske ensemble Festival Strings Lucerne er et eliteorkester, der i over et halvt århundrede har stået for strygermusik, når det er bedst.

28. august 2017

Kl: 19:30

Tivolis Koncertsal

Orkestret samarbejder derfor ofte med nogle af verdens bedste solister og dirigenter, og ved denne koncert optræder den franske violinstjerne Renaud Capuçon i begge roller. Han er både solist og dirigent i Mozarts violinkoncert nr. 4, resten af programmet ledes af orkestrets egen leder, Daniel Dodds.

Udover violinkoncerten spiller Renaud Capuçon og Festival Strings Lucerne den mest kendte af Mozarts tidlige symfonier, symfoni nr. 29, som er musik med charme og humor. Desuden får man to populære strygerserenader at høre. Elgars romantiske Serenade er meget stemningsfuld og lidt til den melankolske side. Griegs strygersuite Fra Holbergs tid (”Holberg Suiten”) er inspireret af både norsk folkemusik – fordi Holberg var født i Bergen - og barokstilen fra dengang i 1700-tallet, hvor Holberg levede i København.

hent program

Program

Edvard Grieg: Fra Holbergs tid, op. 40 Wolfgang Amadeus Mozart: Violinkoncert i D-dur, K 218 Edward Elgar: Serenade for strygere, op. 20 Wolfgang Amadeus Mozart: Symfoni nr. 29, K 201/K 186a

Medvirkende

2017-08-28-Festival-Strings-Renaud-Capucon-300x300
Dirigent og violin Renauld Capucon

Den franske violinist Renaud Capuçon blev som kun 14-årig optaget på Conservatoire National Supérieur de Musique de Paris, og han studerede derefter videre i Berlin hos bl.a. Isaac Stern, hvis violin Capuçon nu spiller på. I 1997 blev franskmanden koncertmester i Gustav Mahler Ungdomsorkester, som han ledte i 3 år, og hvor han stiftede bekendtskab med dirigenter som Pierre Boulez, Daniel Barenboim og Claudio Abbado. Karrieren gik herfra med raketfart ind på de store scener, hvor Capuçon som solist har stået over for orkestre som Berliner Filharmonikerne, Boston Symfonikerne og Orchestre de Paris. Han kan også se frem til et planlagt samarbejde med London Symphony Orchestra og Chicago Symfoniorkester, samt opførelsen af Beethovens komplette violinsonater på en verdensomspændende turné i selskab med pianisten Frank Baley i løbet af de kommende sæsoner.

Capuçon gæstede bl.a. Danmark i 2014, hvor han som solist flankerede DR SymfoniOrkestret i Brahms’ violinkoncert. Det fik Jyllands-Postens anmelder til at skrive: ”Med en klang, der glødede varmt og intenst oven på orkestrets behageligt afdæmpede akkompagnement, formede han de virtuose afsnit med power og poetisk inderlighed. ” Hans rejser har også tidligere bragt ham til Lucernefestivalen som solist.

Renaud Capuçon er særligt entusiastisk og specialiseret i kammermusikken og etablerede selv festivalen Recontres artistiques de Bel-Air, som blev en årligt tilbagevendende begivenhed i årene 1996-2000 i La Ravoire i Frankrig, nær Capuçons fødeby Chambéry. Mange vil måske genkende violinisten fra hans medvirken i kortfilmen 7.57 am-pm, hvor stjernesolisten indledningsvist placeres i Paris’ travle metro midt i morgenmylderet og spiller Glucks Orfeo Melody stort set uden, at nogen forbipasserende ofrer ham et sekund af deres opmærksomhed. Paradokset illustreres tydeligt, når man senere samme aften ser Capuçon formidle selvsamme stykke musik foran et udsolgt Théatre des Champs-Elysées og modtager stående bifald.

2017-08-28-Daniels-Dodds-300x300
Dirigent Daniel Dodds

Daniels Dodds er født i Australien, men har efterhånden fået Schweiz i blodet. Som 17-årig flyttede han til Lucerne for at studere konservatorierne i Lucerne og Utrecht. Allerede i studietiden vandt han talrige nationale og internationale konkurrencer – og umiddelbart derefter blev han inviteret til at spille i Festival Strings Lucerne af den daværende chef Rudolf Baumgartner. I 2001 blev han udnævnt til 1. koncertmester samme steds – og fra sæson 2012/13 overtog han rollen som kunstnerisk leder.

Dodds optræder desuden jævnligt som solist med symfoniorkestre som Brisbane Symfoniorkester, Lucerne Symfoniorkester, Melbourne Symfoniorkester – ligesom han optræder verden om i forskellige kammermusikalske sammenhænge, bl.a. sammen med Dmitri og Vovka Ashkenazy, Daniel Hope og James Galway.

2017-08-28-Festival-Strings-Lucerne-300x300
Orkester Festival Strings Lucerne

Det schweiziske kammerorkester Festival Strings Lucerne har eksisteret i over 60 år og betragtes som blandt Europas førende af slagsen. Siden 2012 har den australsk-schweiziske violinist Daniel Dodds været koncertmester og kunstnerisk leder af orkestret.

Festival Strings Lucerne er et travlt orkester, som udover at spille på Lucerne Festival, afholder egne koncertserier, turnerer og indspiller flittigt. Orkestret har et bredt repertoire, og siden grundlæggelsen i 1956 har orkestret uropført over 100 nye værker. Blandt komponisterne gennem tiden er navne som Jean Françaix, Frank Martin, Bohuslav Martinu, Sándor Veress, Iannis Xenakis og Krzysztof Penderecki.

Ensemblet blev grundlagt og ledet i over 40 år af violinist og dirigent Rudolf Baumgartner i samarbejde med den østrigske violinist Wolfgang Schneiderhan, som tidligere havde været koncertmester i Wiener Filharmonikerne. Mange af Schneiderhans dygtigste elever fulgte med i violingruppen, der dermed blev præget af den typiske østrig-ungarske strygertradition med dens ”gyldne tone”.

Helt fra orkestrets tidlige år har de spillet med en lang række af tidens bedste solister, der tæller navnkundige violinister som Yehudi Menuhin, David Oistrakh og Christian Ferras, cellisten Pablo Casals, pianisterne Clara Haskil og Wilhelm Kempff, fløjtenisterne Aurèle Nicolet og Jean-Pierre Rampal, oboisten Heinz Holliger samt barytonen Dietrich Fischer-Dieskau.

Udover de mange turnéer verden over optræder Festival Strings Lucerne stadig fast som stryge- eller kammerorkester på Lucerne Festivalen, hvor nogle af de hyppigste solister på det seneste har været Daniel Hope, Hélène Grimaud og Angela Hewitt. Ensemblets kerne består af 17 strygere og en cembalist, som udvides efter behov og repertoire.