Arbejdet med bæredygtighed har været en helt central del af Havens drift i mange år. Fokus har været på identificering af indsatsområder, hvor der kan skabes konkrete resultater til gavn for miljøet. Det kortlægningsarbejde har ført til en plan for bl.a. net zero klimaneutralitet for scope 1 og 2 ved udgangen af 2025. Tivolis arbejde med den grønne dagsorden fortsætter, bl.a. med initiativer, der skal medvirke til at opnå CO2-reduktion i scope 3. Desuden har der i 2022 været øget fokus på genbrug af materialer til Tivolis flotte scenografier, begrænsning af vandforbrug, affald og madspild, ligesom vi i 2022 tog de første initiativer til at sikre flere, grønne alternativer på Havens mange spisesteder, også dét arbejde fortsætter i de kommende år.
Vi har også igangsat en række nye initiativer, som sikrer, at gæster i Tivoli fortsat kan nyde deres besøg med lavest muligt CO2-aftryk. Den målsætning er adresseret i Tivolis politik for samfundsansvar, sammen med målsætninger på det sociale område og inden for god selskabsledelse.
Læs mere i Tivolis Bæredygtighedsrapport 2022.
Tivoli skal udvikles i en bæredygtig retning og bidrage til Danmarks nationale mål om at reducere CO2-udledning. Tivoli arbejder aktivt med at mindske sit direkte og indirekte klima- og miljøaftryk ved bl.a. at omlægge energiforbrug til vedvarende energikilder og fokusere på at forebygge forurening, minimere ressourceforbrug og fremme genbrug, ligesom Tivoli stiller ambitiøse krav til lejere og leverandører om reduktion af klima- og miljøaftryk. Endelig uddannes Tivolis medarbejdere i bæredygtighed.
Tivolis ambition er at blive klimaneutral i scope 1 og scope 2 inden udgangen af 2025. Tivoli arbejder desuden med FN’s Verdensmål og inden for det grønne område med særligt fokus på mål nr. 12 og 13. Tivoli har gennem de seneste 10 år arbejdet på at nedbringe madspild og affald - og fokus på energiforbruget ved bl.a. at omlægge fra el til LED-lys. Det fortsatte i 2022 og blev suppleret af en række øvrige tiltag; i 2022 indgik Tivoli en energiaftale, som dels leverer grøn strøm svarende til Tivolis forbrug, dels betyder, at Tivoli fremover bidrager positivt til den grønne energiforsyning i Danmark.
Læs mere om Tivolis konkrete indsatser her.
Tivoli ønsker at gå forrest i forhold til at være en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads. Den ansvarlighed omfatter uddannelse af medarbejderne og særligt fokus på de mange børn og unge tilknyttet Tivoli-Garden og Tivolis Balletskole. Hovedindsatserne har i 2022 omfattet og en systematisering af den filantropiske indsats.
Tivoli har en målsætning om at have en passende balance mellem kønnene. Tivoli er levende kulturarv og lægger en stor indsats i at passe på Havens historie og arkitektur, så Haven fortsat er attraktiv for de mange gæster. Tivolis filantropiske arbejde tilgodeser primært børn, der ikke har samme muligheder som andre, så de også kan besøge Tivoli.
Læs mere om Tivolis konkrete indsatser her.
Tivoli er en magisk Have midt i byen, men Tivoli er også en professionel virksomhed med en milliardomsætning og ansvaret for flere tusinde medarbejdere og gæsters ve og vel. Hele Tivolis drift kræver et solidt, veldrevet fundament. Vi er afhængige af vores gode leverandører – og stiller krav til dem. Og så er Tivoli påvirket af, hvad der sker ude omkring i Verden.
Tivoli arbejder rettidigt og aktivt med retningslinjer og politikker på alle de områder, der kan påvirke Tivolis forretning, men også der, hvor Tivoli påvirker omverdenen.
Gæstesikkerhed, lejer- og leverandørforhold, dataetik og it-sikkerhed, samt forebyggelse af korruption og hvidvask hører til blandt de vigtige områder.
Læs mere om Tivolis konkrete indsatser her.