Ved Færgekroen

Færgekroen (1934) var en del af festarrangementet Fiskerlejet, men fik lov at bestå.

Færgekroen (1934) var en del af festarrangementet Fiskerlejet, men fik lov at bestå. Mikrobryggeriet blev indrettet i 2005.

Fregatten (1993) i Tivoli Søen er den 3. på stedet; den første sank i 1901, den anden i 1940. Fregatten flyder på vandet.

Gemyse overfor hed oprindeligt Divan 2 og var ”for herrer i følgeskab med damer” (mens Divan 1 var ”for herrer der ønsker at ryge tobak”).

Værd at vide

Området omkring Færgekroen

  1. Divanerne

    Divan betyder audienssal på persisk. Navnet gav - lige som Tivoli og Bazar - et anstrøg af det eksotiske.

    Divan 1 og 2 lå på hver side af Koncertsalen i Tivoli anno 1843. De var begge cafeer. Divan 2 for herrer i følgeskab med damer, og Divan 1 for herrer der ønskede at ryge tobak.

    Begge Divanerne – i dag vakant og Gemyse – er blevet kraftigt udvidet i tidens løb. Ved en renovering i 1997 fandt man den gamle ydervæg af træ og malet lærred. Væggen var indkapslet i en nyere indvendig væg mellem restauranten og køkkenerne. I Nimb Terrasses lounge findes et indrammet stykke af den gamle væg.

    Mest prominente værter i Divan 2 gennem tiden var familien Nimb, der kom til i 1877. I deres periode kaldtes Divan 2 i folkemunde for Nimbs Terrasse og var et samlingssted for bohemer og aristokrati. Familien havde restauranten til 1910, men allerede i 1909 havde døtrene Serina og Henriette overtaget restauranten i Bazaren, i dag kaldet Nimb Brasserie.

  2. Færgekroen

    Færgekroen blev opført i 1934 som del af et stort festarrangement, Fiskerlejet. Efter mange år med festarrangementer, der var inspireret af Italien eller Asien, var man begyndt at kigge tilbage i Danmarks fortid. Ved Søen havde man derfor opført en stor kulisse, der lignede et gammelt, idyllisk fiskerleje. Da festarrangementet blev revet ned, fik Færgekroen lov at blive liggende, smukt placeret i Tivoli Søen. Færgekroen havde i mange år en onsdagstradition for fællessang.

    Mikrobryggeriet er indrettet i 2005.

    I 2002 fik Færgekroen bådehus, da teknikken til Tivoli Illuminationerne skulle have et sted at være.

    Vandmøllen på siden af Færgekroen er også en nyere tilføjelse. Dens formål er at ilte vandet i Tivoli Søen.

  3. Fregatten Sct. Georg III

    Fregatten Sct. Georg III er bygget på Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri i 1993. Materialet er mest lærketræ. Fregatten flyder på vandet, men den er ikke sødygtig som sådan, da man ikke kan styre den. Blandt andet er den for bred i bunden; det er nødvendigt for at få plads til køkken og spisesal i skibet, som er en restaurant.

    Da fregatten skulle ind i Tivoli blev den kørt på en blokvogn frem til H. C. Andersens Boulevard og hejst ind over hegnet af en stor kran.

    Skibet er det tredje i søen. Den første fregat lå der fra 1887 – 1901. I den kolde isvinter frøs Tivoli Søen til, og skibet blev skruet ned af isen og sank. Den anden fregat lå der fra 1933 – 1940. Skibet hvilede på store pontonner, der sprang læk og trak skibet ned.

Loading icon
Tap for at aktivere kortet