3. januar 2018

Julen 2018 er reddet: Crazy Christmas Cabaret tager en omgang mere i Tivoli

Tidligere på sæsonen blev det meldt ud, at Crazy Christmas Cabaret med engelske Vivienne McKee i spidsen ville takke af efter den igangværende sæson. Men det var før folkets røst blev hørt. Et begejstret publikum har nemlig rejst sig i Glassalen og enstemmigt råbt One more year. Det har fået Vivienne og co. på nye tanker, og de har valgt at give de mange fans endnu en omgang med crazy komik i Glassalen. Der er premiere på det nye show den 13. november 2018 i Glassalen i Tivoli.

I 35 år har folkene bag Crazy Christmas Cabaret, London Toast Theatre, leveret højstemt underholdning med gakkede karakterer, bizarre indfald og jokes på stribe i deres populære Crazy Christmas Cabaret shows. De sidste 21 år har de slået sig løs i Glassalen i Tivoli, hvor 40.000 publikummer hvert år har fornøjet sig med de skøre englændere.

London Toast Theatre om deres comeback i Glassalen 2018
“Vi er blevet fuldstændig overvældet af reaktionen. Vi har gennem Facebook, mails, personlige breve, gaver leveret på teatret og ikke mindst ved et stående publikum under fremkaldelsen chantende i kor ”One more year, one more year”, fået så rørende reaktion, at vi vil imødekomme vores dejlige publikums ønske om mere Crazy Christmas”, fortæller Vivienne McKee og resten af holdet bag Crazy Christmas Cabaret. 

Underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel, siger:
”Crazy Christmas Cabaret har igennem de sidste 35 år underholdt hundredtusindvis af gæster i Tivoli og har opbygget et enestående loyalt publikum. Et publikum, der stædigt har råbt ”One More Year” i Glassalen, efter det blev annonceret, at dette års udgave af forestillingen blev den sidste. Det er super glædeligt, at publikum nu får deres vilje, og vi ser frem til, at holdet tager en tur mere i manegen med de gakkede dansk-engelske løjer.” 

Queen of comedy
I spidsen for alle herlighederne har karismatiske, engelsk Vivienne McKee siden 1982 været ankerkvinde på showet. Showet med den tørre britiske humor er gået lige i hjerterne på det danske publikum. Og alle de danske fans kan nu ånde lettet op med nyheden om, at Crazy-holdet tager endnu en tørn med britisk komik i Glassalen.  

Billetsalget til næste års forestilling åbner i april 2018. Læs mere på www.tivoli.dk/salene

Mange hilsner

Charlotte Kany
Pressemedarbejder, Brand & Kommunikation
Press Officer, Brand & Communications
 
T  +45 22237432
chka@TIVOLI.DK 
 
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk