4. juli 2017

Tivoli viser fem filmklassikere under åben himmel

Denne sommer får filmfans muligheden for at flytte søndagens sofahygge ud under åben himmel, når Tivoli gentager succesen og viser søndagsfilm på den 30 m2 store skærm på Plænen. Det er oplagt at tage kæresten, konen, manden eller vennerne under armen, gribe madkurven og picnictæppet og nyde en romantisk filmklassiker i den lyse sommernat blandt farverige lamper og forlystelser. Musicalfilmen ’ Singin' in the Rain’ vises 9. juli kl. 20.00 på Plænen som den første af i alt fem søndagsfilm fordelt over højsommeren.

 

Fem søndage i juli og august er der lagt op til hygge med popcorn i græsset, fingrefletning i smug og gribende filmklassikere med medrivende musik på Plænen. I samarbejde med CPH PIX skaber Tivoli nemlig biografstemning i Haven og viser fem kendte filmklassikere på storskærm. Et fælles tema for årets film er kærlighed og nostalgi – to ord, som passer godt til den traditionsrige Have, der snart har 175 år på bagen.

 

Håndplukkede klassikere og ok at medbringe madkurv
Filmene er nøje udvalgt med særlig tanke på, at de skal ses eller genses i fællesskab. Gæsternes egen madkurv er mere end velkommen på Plænen, hvor der også kan nydes søde sager og læskende drikke. Alle fem film er nemme at gå til og fra, så man behøver ikke være klistret til storskærmen i to timer, men kan fint strække benene undervejs og nyde stemningen i Haven.

 

9. juli – Singin’ in the Rain
Første søndagsfilm i år skal snart få dig i sangstemning, når Gene Kelly og Debbie Reynolds synger og danser sig igennem regnvejret klædt i skinnende gule regnfrakker og paraplyer i den tidløse og uforglemmelige musicalklassiker fra 1952.

 

16. juli – Groundhog Day
Hvad ville du gøre, hvis du hver morgen vågnede op og oplevede det samme dag igen og igen? Kom i godt humør og selskab med ingen ringere end Bill Murray, som i denne uopslidelige 90’er-komedie spiller den ignorante og selvtilfredse journalist, der må lære at holde af hverdagene. 

23. juli – Mamma Mia!

Abba, Grækenland, James Bond og Meryl Streep i én og samme film kan ikke gå galt. Tag med på en energifyldt og farverig rejse i den drønromantiske komediemusical, hvor en ung, vordende brud forsøger at finde ud af, hvem hendes rigtige far er inden brylluppet. Det er tilladt at skråle med på alle Abba-klassikerne.

 

30. juli – Grease

”Tell me about it, stud,” sagde en ung Olivia-Newton John i rollen som den artige Sandy Olsson, der bliver forført af den rebelske Danny Zuko, spillet af en lige så ung John Travolta. Og resten er historie. Der er anderumper, ørehængere og de sødeste slemme fyre, filmhistorien har set, når vi spiller op til en klassisk omgang ’Grease Lightning’ på Plænen.

 

6. august – Top Gun
Kom i 80’er-stemning med en ung Tom Cruise, der i Tony Scotts kultklassiker spiller den uansvarlige og ustyrlige jagerpilot Maverick. Skulle du ikke være den helt store fan af jagerfly og koldkrigsspekulationer, er der heldigvis også amoriner i luften med blondinen Kelly McGills og et sublimt soundtrack med hittet ’Take My Breath Away’.

 

Alle film vises med danske tekster. Film på Plænen er gratis, når entre til Tivoli er betalt.

 

Program Film på Plænen

9. juli – Singin' in the Rain
16. juli – Groundhog Day
23. juli – Mamma Mia!
30. juli – Grease
6. august – Top Gun

 

Vedlagte billeder er til fri redaktionel brug. Kreditering: Tivoli PR

 

Læs mere på www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/program/2017/mamma+mia+-+film+paa+plaenen

 

 



Torben Plank
Head of Press, Brand & Communications
Pressechef, Brand & Kommunikation
 
T  +45 33750440
M  +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK