7. oktober 2016

Halloween med nye oplevelser

Halloween i Tivoli har på få år udviklet sig til at blive blandt de mest populære efterårsbegivenheder i Danmark. Når Tivoli for 11. gang tager hul på landets største Halloween-fest, bliver det derfor med et rekordstort antal græskar, nye forestillinger, Monster Night Out optog, handelsboder og kåring af Danmarks største græskar. Gæsterne får også fornøjelsen af et helt nyt virtuelt spil på mobiltelefonen, hvor opgaven bliver at fange løsgående zombier inde i Haven. Halloween i Tivoli varer i tre uger fra den 14. oktober til og med den 6. november og dækker dermed både den danske og svenske efterårsferie.

Halloween sæsonen er blevet et tilløbsstykke for de mange, der nyder efterårsfarverne, de over 20.000 græskar, 2.500 halmballer, 5.500 stauder og duften af krydderurter. Gæsterne kan se frem til et forvandlet Tivoli, der i tre uger er fyldt med fugleskræmsler, edderkopper, katte og andre halloweenvæsner samt præsenterer gæsterne for en række scenografiske overraskelser. Samtlige restauranter er åbne, og alle forlystelser lige fra 3-i-1 forlystelsesnyheden Fatamorgana til Dyrekarrusellen kører hver dag.

Ny digital oplevelse ser dagens lys
Under Halloween får gæsterne mulighed for en ny oplevelse under deres besøg i Tivoli. Der bliver premiere på et nyudviklet augmented reality zombiespil på mobiltelefonen, der vil give virkeligheden en ekstra digital animeret dimension. Med hjælp fra telefonens kamera blandes det virtuelle og virkeligheden sammen, hvorefter et nyt univers opstår, så brugeren f.eks. ser uhyrer, der stiger op af vandet i Tivoli Søen.

Når spillet starter, kan zombiejægerne gå på jagt efter uhyggelige zombier rundt om i Haven. Zombierne giver sig pludselig tilkende og begynder at bevæge sig mod spillerne, som herefter skal ramme dem med græskar. Spillet skal bidrage til at give teenagere og andre spilglade gæster en ny og særlig Halloween-oplevelse. Spillet bliver en del af Tivolis App, som kan downloades gratis til både iOS og Android. Spillet er først tilgængelig ved åbning af Halloween.

Tivoli har været med til at udvikle halloween herhjemme
Ifølge forfatteren Inge Adriansen, der er medforfatter til bogen ’Maske og Forklædning’, så skyldes den store succes, som halloween-sæsonen og konceptet har fået herhjemme, ikke blot en dygtig markedsføring, men også at masker og forklædninger altid er tillokkende. Desuden rummer halloween en del uhygge og gru, som nok kan få fantasien til at blomstre, men samtidigt konkretiseres det makabre og skumle på så afvæbnende vis, at uhyggen bliver let at håndtere. Endelig giver halloween gode muligheder for leg og samvær. Hun mener, at Tivoli har været med til at udbrede kendskabet til halloween herhjemme med en særlig nordisk stemning.

”Halloween er et kulturtilskud, der blev introduceret herhjemme i 1998, hvor skikken forbløffende hurtigt fæstnede rod. I 2006 valgte Tivoli at indføre halloween under motto ”Hyggelig uhygge”. Herfra er skikken bredt sig til det øvrige Danmark. Næsten alle danske børneinstitutioner og skoler markerer halloween, og i dagligvarebutikker landet over falbydes Hokkaido-græskar, masker og andet udstyr. Særlige halloween-arrangementer afholdes talrige steder, men langt den største og mest markante foregår i Tivoli i København,” siger Inge Adriansen.

Kåring af Danmarks største kæmpegræskar
Lørdag den 15. oktober kl. 11:30 afholdes der for 9. gang DM i Kæmpegræskar i Tivoli. Landet over har entusiastiske græskaravlere puslet og plejet deres græskar af sorten Atlantic Giant, som var de længe ventede ønskebørn. ”Babyerne” kan komme helt op på 451,4 kg, som er den gældende danske rekord, der blev sat i Tivoli i 2012. Sidste år løb Kim E. Bøndergaard fra Spjald i Jylland med sejren, da han for andet år i træk tog sejren hjem med et græskar, der vejede 310 kilo.

Premiere på to nye forestillinger på Plænen
Der er i år premiere på to forestillinger med Rasmus Klump og hans venner. Forestillingerne hedder ’BØH Rasmus’ og ’Ren Magi’. På grund af den stigende succes har Tivoli i år valg at flytte forestillingerne med den elskelige bjørn fra Rasmus Klumps univers til Plænen.  Her vil han sammen med gartnerveninden Flora, der har åbnet et gartneri, for første gang møde en helt ny figur i form af Græskarmanden. Det er Susanne Breuning, der står bag de to nye forestillinger på Plænen. Forestillingerne kombinerer teater, dans og sang og henvender sig til de mindre børn og er gratis for Havens gæster.

40 boder syder og frister
Efterårssæsonen er fuld af gastronomiske lækkerier som vildt, bær og svampe – for slet ikke at nævne græskar. Tivolis restauranter og spisesteder byder indenfor, både når gæsterne vil stille lækkersulten, og når de vil nyde det helt store måltid. Udvalgte restauranter laver særlige efterårsmenuer. I boderne rundt om i Haven kan du blandt andet prøve håndlavede karameller fra Bornholm, franske lækkerier, sliders og meget mere.

Ekstra sjov for børnene
Nimb går også i halloween-mode og tilbyder halloween-bio for børn på Nimb Brasserie, så mor og far kan spise, mens børnene hygger med sjove film. Halloween-bion er gratis.

På Nimb Brasserie vil der den 21.-24. oktober være mulighed for børn at blive forvandlet af professionelle frisører og make-up-artister, hvor de kan få lavet hårrejsende frisurer og sjov ansigtsmaling. Det koster 175 kr., og man behøver ikke at spise på Nimb Brasserie, for at besøge den særlige frisørsalon.
Når efterårsvinden rusker, og man trænger til noget at varme sig på, er Nimb Terrasse klar med lune lækkerier. Vores bartender har sammensat en styrkende Glühwein til de voksne, mens små zombier kan grille skumfiduser over vores store bålfade.

Monsters Night Out – optog gennem Tivoli
Lørdag den 29. oktober kl. 18:00 bliver Tivoli hjemsøgt af over 150 udklædte monstre, når Copenhagen Zombie Crawl lægger vejen forbi Tivoli. Fans af skræk og uhygge kan se frem til et optog med zombier, genfærde, filmuhyrer og andre skrækkelige væsener. Optoget byder på mange gennemførte udklædte monstre og fantasifulde kostumer, så man kan godt forvente, at zombier, genfærd og vampyrer tager en tur i Havens forlystelser sammen med én.

Natteløb for de større børn
Tivolis Halloween-sæson afsluttes med et oplevelsesløb for de større børn, når der lørdag den 5. november afholde natteløb gennem et lukket Tivoli. Her får deltagerne mulighed for at se steder de ellers ikke har mulighed for at se under en almindelig Tivoli-tur. Deltagerne skal løbe eller gå gennem den 2,5 km lange rute, der byder på overraskelser i form af levende figurer, lyd, lys og effekter. Forhåndstilmelding er nødvendig.

Halloween i Tivoli
Tivoli har hele tiden haft behov for at udvikle sig. Det samme skete i 2006, hvor Tivoli slog gitterporten op for den første halloween-sæson, der varede i 10 dage. Siden udvidede sæsonen til 2 uger, og for to år siden forlængede Tivoli sæsonen med en ekstra uge, så sæsonen nu i alt varer 3 uger. På den måde rammer Halloween i Tivoli både danskernes og svenskernes efterårsferie. Første sæson blev besøgt af 250.000 gæster. I 2015 besøgte 541.000 gæster Halloween i Tivoli.

Tivoli har taget afsæt i en ærkeamerikansk tradition og har fordansket den. Det har fra starten aldrig været meningen at overføre den amerikanske tradition én til én til danske forhold. I stedet fortolker Tivoli traditionerne og lader sig inspirere af de gamle, nordiske høstfester. Man har derfor valgt at præsentere ægte og autentiske scenografier og tableauer fremfor kunstige løsninger.

Praktisk information om Halloween i Tivoli 2016
14. oktober – 6. november 2016

Åbningstider: Søndag – torsdag kl. 11:00-23:00 / Fredag – lørdag kl. 11:00-24:00

Priser: Entre mandag – torsdag 110 kr. / fredag – søndag 120 kr. (14.-23. oktober er prisen 120 kr. alle dage)

Børn u. 8 år har gratis entre

Turpas 220 kr.

Underholdning og events
Rasmus Klump Show / Plænen / Alle dage kl. 14:00, 15:00, 16:00 og 17:00

DM i Kæmpegræskar / V. Boblespringvandet / 15. ktober kl. 11:30

Monsters Night Out / Parade gennem Tivoli / 29. oktober kl. 18:00

Shrek – The Musical / Koncertsalen / 14.-22. oktober kl. 15:00 og 19:00

Eventyrteatret: Nilens Stjerne / Glassalen / 7.-23. oktober kl. 12:00 og 15:00

Alvin Ailey American Dance Theater / Koncertsalen / 26.-30. oktober kl. 14:30 og 19:30

Tivoli Illuminationer / Tivoli Søen / Alle dage kl. 19:45, 20:45, 21:45 og 22:45

Læs mere om Halloween i Tivoli på: www.tivoli.dk

Med venlig hilsen

Simon Verheij

Tivoli Brand & Kommunikation

T. +45 22237213 / M. sv@tivoli.dk