Den tredje mest indtjenende julefilm nogensinde blev for seks år siden omsat til en musical, der bragede igennem på Broadway og West End. Tivoli har nu sikret sig rettighederne til ELF, som bygger på filmen af samme navn fra 2003. Det er første gang, at ELF kan opleves uden for USA og UK. Tivoli har helt ekstraordinært fået lov til at omskrive historien, så handlingen foregår i København. På plakaten er bl.a. Christiane Schaumburg-Müller, Pelle Emil Hebsgaard, Tommy Kenter, Julie Steincke, Camilla Bendix og Niels Ellegaard.
ELF får gallapremiere den 23. november 2017 i Tivolis Koncertsal.
De seneste år har Tivoli trukket fulde huse med forestillinger som Mamma Mia, Dirty Dancing, Grease og Hairspray, og i foråret 2017 har Spamalot – The Musical udsigt til at fortsætte kunststykket. Danskernes musicalinteresse har indtil videre tiltrukket over en halv million publikummer til Koncertsalen. Nu har Tivoli sikret sig endnu et internationalt musicalhit – denne gang en ægte juleklassiker for hele familien. Musikken bliver under forestillingen fremført af Tivolis Musical Big Band under ledelse af kapelmester Peter Jensen.
Underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel, siger:
”Det her bliver endnu en af de helt store musicalproduktioner i Koncertsalen – og denne gang går vi ind i juleperioden, hvor Tivoli i forvejen lyser af magi og stemning. Jeg har set ELF flere gange i udlandet, og forestillingen appellerer bredt: både til familier og til dem, for hvem filmen med Will Ferrell for længst er blevet både kult og fast juletradition. Castet er fyldt med kendte og nye stjerner – og så skal vi finde et nyt musicaltalent til rollen som Buddys lillebror via en åben audition.”
En ny juleklassiker
En svær mission, ægte kærlighed og smittende musik er grundopskriften på et godt, hjertevarmt juleeventyr. ELF – The Musical byder på det hele og lidt til. Filmen ELF med Will Ferrell i hovedrollen som alfen Buddy, fik verdenspremiere i 2003 og blev hurtigt en juleklassiker. Den er i dag den tredje mest indtjenende julefilm i verden. Musicalen fulgte trop og havde urpremiere på Broadway i 2010 og ramte West End i London i 2015, hvor forestillingen blev den hurtigst sælgende forestilling på det berømte Dominion Theatre siden dets åbning i 1929.
Alf eller menneske?
ELF er historien om Buddy (Pelle Emil Hebsgaard) – et forældreløst barn, som ved en fejl falder ned i Julemandens (Tommy Kenter) sæk som baby og ender på Nordpolen. Her bliver han opdraget som en alf, og som årene går, bliver det mere og mere tydeligt, at Buddy i virkeligheden er et menneske. Da Julemanden fortæller Buddy sandheden, bliver han sendt til storbyen (København) for at finde sin rigtige far Walter Hobbs (Niels Ellegaard). I København møder Buddy for første gang et moderne samfund, som har alt for travlt til at tro på julemanden. Faderen er en kold og kynisk forretningsmand, som ikke er interesseret i en ny søn, men Buddy insisterer på at lære faderens medarbejdere og familie at kende. Undervejs ender Buddy ved en misforståelse i en juleudstilling i et stormagasin, hvor han møder Jovie (Christiane Schaumburg-Müller), som han bliver forelsket i. Og her fra går det over stok og sten, mens Buddy ihærdigt forsøger at få de stressede byboere til at genfinde julestemningen og omfavne deres indre alf.
Comeback til Christiane
I rollen som den smukke Jovie er skuespiller, tv-vært og kvinden bag universet ChriChri, Christiane Schaumburg-Müller. Siden sit gennembrud som overklassepigen Mercedes i TV-serien 2900 Happiness har Christiane gjort sig bemærket på både TV, i film og på teatret. Hun har bl.a. været vært på Vild med Dans og deltaget i fire sæsoner af Live fra Bremen på TV2. I Tivoli havde hun stor succes som Stella i musicalen Den Eneste Ene og siden i Tivoli Revyen ”Tam Tam i Glassalen”. Nu vender Christiane tilbage til scenen efter en længere pause fra de skrå brædder.
Musicaltalent er Buddy
”Kære dansk teater: Gør en stor mand af ham. Men gør det hurtigt! ” Sådan skrev Berlingskes Jakob Steen Olsen i anmeldelsen af Pelle Emil Hebsgaard som Genie i Fredericia Teaters opsætning af Disney-musicalen Aladdin. Rollen som lampens ånd kickstartede Pelle Emil Hebsgaards karriere på de skrå brædder, som siden har taget fart. Her kan bl.a. fremhæves hovedroller i Folketeatrets opsætninger af Jean de France (2016) og Frøken Nitouche (2016) samt Østre Gasværks opsætning af De Tre Musketerer (2015). I Tivoli har Pelle Emil optrådt flere gange, bl.a. i Tivoli Revyen ”Tam Tam i Glassalen”, og i foråret 2017 er han aktuel i musicalen Spamalot. Pelle Emil har nu takket ja til endnu et Tivoli-eventyr, hvor han skal spille hovedrollen som den naive, godhjertede alf Buddy.
Tommy Kenter springer ud som julemand
En af dansk underholdnings ”grand old men” trækker i julemandskostumet, når kalenderen rammer december 2017. Tommy Kenter har ikke ligget på den lade side i sine 43 år som professionel skuespiller. Et utal af teaterforestillinger, shows, film og Tv-programmer pryder hans CV. Her kan man bl.a. fremhæves hans roller i Lad Isbjørnene danse (1990), der indbragte ham en Bodil og en Robert for Bedste Mandlige hovedrolle og Fukssvansen (2002), der indbragte ham en Bodil for Bedste Mandlige birolle. Herudover har Kenter medvirket i TV-serien Rita, og senest har man kunne opleve ham i DR-serien Bedrag II. Derudover er Kenter kendt for sit populære soloshow Kentex, og i Tivoli har han flere optrædener bag sig, bl.a. sin roste rolle som Billy i Den Grønne Elevator. I ELF spiller Kenter både julemanden og bestyrelsesformanden for Buddys fars forlag Mr. Greenway.
Julekalender-aktuelle Bendix på nye juleeventyr
Camilla Bendix er en erfaren skuespiller, også når det kommer til julehistorier. I år er hun aktuel i familiejulekalenderen Ludvig og Julemanden på TV2, hvor hun spiller julemandens (Lars Hjortshøj) kone Julie. I alt har hun medvirket i fire julekalendere. Camilla Bendix blev for alvor kendt for sin rolle i DR-serien Sommer. Herudover har hun betrådt de fleste københavnske scener i både klassiske og moderne stykker. I ELF skal Camilla Bendix spille sekretæren, Deb, som arbejder for Buddys kyniske far. Hun er en skrap og frisk kvinde, som bliver Buddys anker på kontoret.
Musicalstjernen Julie Steincke vender tilbage til Koncertsalen
Julie Steincke er en af de mest fremtrædende kvindelige musicalperformere i Danmark. Hun er uddannet i London og har spillet hovedroller i flere store musicalopsætninger, bl.a. Chicago, Den Lille Havfrue og Cabaret. I Tivoli fik hun succes som den hårde Rizzo i opsætningen af Grease. I 2008 var Julie dommer i programmet Danmark har Talent på DR1. I ELF skal Julie spille Buddys stedmor, Emily Hobbs. Ægteskabet med Buddys far er ikke helt problemfrit, men hun byder alligevel den jule-entusiastiske Buddy velkommen.
Revy-veteran spiller den kyniske far-figur
Niels Ellegaard fik sit folkelige gennembrud i Cirkusrevyen i 2002. Siden er det blevet til ti sæsoner på Dyrehavsbakken, hvor han også er aktuel i 2017. Niels Ellegaard har i mange år slået sine folder på Aarhus Teater, hvor han har spillet en lang række store roller. Herudover har han medvirket i TV-serien Nynne, hvor han har en gennemgående rolle. I 2006 blev Niels Ellegaard den første modtager af Ove Sprogøe prisen, der tildeles en skuespiller, som har ydet en usædvanlig præstation på teatret eller på film. I ELF spiller Niels Ellegaard den kyniske forretningsmand Walter Hobbs, som med stor skepsis modtager Buddy, da han dukker op og præsenterer sig som hans ukendte søn.
Nyt talent søges: Hvem er Buddys lillebror?
Tivoli havde stor succes med at finde et nyt musicaltalent via en åben audition i 2015. Her blev 19-årige Nanna Rossen castet til hovedrollen som Tracy i musicalen Hairspray – en rolle som indbragte hende Reumerts Talentpris i 2016. I 2017 giver Tivoli chancen til endnu en skuespilleraspirant, når der inviteres til åben casting på rollen som Buddys halvlillebror Michael Hobbs. Michael er cirka 12 år gammel og er mærket af faderens kyniske tilgang til livet. Han tror ikke længere på julemanden, men finder sin nye storebrors begejstring for julen smittende. Information om casting-processen følger.
Foto kan bruges redaktionelt og er taget af Agnete Schlichtkrull
Info om forestillingen
Cast: Christiane Schaumburg-Müller, Pelle Emil Hebsgaard, Tommy Kenter, Camilla Bendix, Julie Steincke, Niels Ellegaard m.fl.
Instruktør: Mads M. Nielsen
Kapelmester: Peter Jensen
Koreograf: TBA
Producent & Produktionschef: Helgi Sigurdsson
Tivoli Underdirektør, Kultur: Nikolaj Koppel
Gallapremiere: Torsdag den 23. november 2017 kl. 19.30 i Tivolis Koncertsal
Priser fra: Fra 235.00 kr. (incl. gebyr)
Billetkøb: www.tivoli.dk
Info
Vedlagte tekst og billeder er til fri redaktionel brug.
Hvis du ønsker yderligere information så kontakt pressemedarbejder Stine Albrechtsen på stal@TIVOLI.DK eller på mobil +45 22237243
De bedste hilsner
Torben Plank
Head of Press, Brand & Communications
Pressechef, Brand & Kommunikation
T +45 33750440
M +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk