15. april 2016

Afsløring af modtagere af Dronning Ingrids Hæderslegat

I år bliver Dronning Ingrids Hæderslegat uddelt for syvende gang i Tivoli. Det kan afsløres nu, at de to legater, som er blandt Danmarks største til unge lovende kunstnere på hver 250.000 kr., i år bliver tildelt jazzsangeren og sangskriveren Sinne Eeg og balletdanseren Andreas Kaas.

Legaterne bliver personligt overrakt af Dronning Ingrids døtre, HM Dronning Margrethe, HKH Prinsesse Benedikte og HM Dronning Anne-Marie den 26. oktober - samme aften som dansekompagniet Alvin Ailey American Dance Theater har premiere i Tivolis Koncertsal.

Dronning Ingrids Hæderslegat er doneret af Oak Foundation og blandt Danmarks største legater for unge, lovende kunstnere.

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte udtaler:
”Mine søstre og jeg er meget glade for, at det i 2005 lykkedes at danne en forening, der ved afholdelse af festkoncerter kan mindes vores mor, og hvor vi samtidig har mulighed for at yde legater til yngre kunstnere inden for dans og musik. Ungdom og musik har altid stået vores mor nær, og at påskønne ungdommeligt talent ved et festligt arrangement ville være i fuld overensstemmelse med hendes ønsker. I år er festkoncerten ændret til et festarrangement, hvor dansen er i fokus og hvor vi ser vi frem til at uddele legater til to kunstnere og til herved at støtte dem i deres kunstneriske udvikling”.

Balletchef Peter Bo Bendixen siger om Andreas Kaas i forbindelse med legatet:
”Andreas Kaas er et sjældent talent. Bag det smukke og generte ydre gemmer sig en kunstnerisk forståelse og en intuitiv føling med de roller som han formidler på scenen. Han har gennemgået en stor udvikling over de seneste par år og talentet står krystal klart. Jeg glæder mig til, at følge udviklingen fremover, der vil uden tvivl komme mange store oplevelser med Andreas på scenen i ind- og udland i fremtiden”.

Om begrundelsen af legatet til Sinne Eeg udtaler Nikolaj Koppel, Underdirektør Kultur i Tivoli:
”Sinne Eeg har igennem de seneste små 10 år markeret sig som en af de mest markante kvindelige jazzstemmer – ikke bare i Skandinavien men gradvist også rundt omkring i verden, hvor både publikum, priskomitéer og kritikere har fået øjnene op for den danske sangerinde. Eegs afbalancerede klang, intuitive timing og fraseringsevne er af sjælden kaliber. Talentet består dog ikke kun af håndværksmæssig perfektion. Det er først og fremmest Sinne Eegs evne til at balancere sin musikalske intelligens med et ægte følelsesmæssigt nærvær, der gør hende enestående, og som leder tankerne hen imod koryfæer som Nancy Wilson og Betty Carter”.

Festaften hvor de to legatmodtagere selv bidrager til aftenens program
Overrækkelsen af legaterne finder sted i forbindelse med premieren på Alvin Ailey American Dance Theater i Tivolis Koncertsal. På aftenen optræder jazzsangeren Sinne Eeg akkompagneret af Nikolaj Koppel i forbindelse med en af Alvin Ailey dansene.

Kort om årets legatmodtagere
Sinne Eeg. Jazzsanger, sangskriver og underviser Sinne Eeg er født 1977 i Lemvig og uddannet på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Hun er blandt de førende jazzsangerinder i Skandinavien ikke mindst i kraft af sine hyppige turnéer og anmelderroste albums som Waiting For Dawn og Don´t Be So Blue. Eegs seneste udgivelse Eeg-Fonnesbæk blev herhjemme belønnet med en Danish Music Award og har i udlandet fået flotte anmeldelser i førende jazz-magasiner som Downbeat og Jazz Journal. Sinne Eeg er tidligere blevet hædret med Ben Webster Prize samt den franske jazzpris Palmares, de l´Académie du Jazz. Sinne Eeg  bor på Vesterbro i København.

Andreas Kaas, er født 1993, i København. Han har studeret på Den Kongelige Balletskole og blev ansat i kompagniet som korpsdanser i 2012. I april i år blev han udnævnt som ny solist i Den Kongelige Ballet få timer inden premieren på Romeo og Julie. Han har bl.a. danset med i opsætningerne: Sylfiden, Nøddeknækkeren, La Bayadere, og Bournonville Fantasi. I 2012 vandt Andreas Kaas Den Bedste Mandelige Danser ved Erik Bruhn Prisen i Toronto. Han har også gæstedanset med National Ballet of Canada og optrådt i John Neumeier’s 40-års jubilæumsgalla, Dance Salad Festival i Houston, og på National Assemblé i Toronto mm. Andreas bor i København.


Om legatet

Dronning Ingrids Hæderslegat er indstiftet af Den Almennyttige Forening til Dronning Ingrids Minde i 2005 og uddeles hvert andet år til to yngre dansere, musikere, dirigenter eller komponister. Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kr. er doneret af Oak Foundation og blandt Danmarks største legater for unge, lovende kunstnere. Legatet er helt i afdøde Dronning Ingrids ånd øremærket til videre studier og dygtiggørelse.

Tidligere modtagere af Dronning Ingrids Hæderslegat:

2014 - Balletdanser Sebastian Haynes og cellist Toke Møldrup
2013 – Balletdanser Ida Praetorius og akkordeonist Bjarke Mogensen
2011 - Balletdanser Ghrai DeVore og dirigent Thomas Søndergård
2009 - Balletdanser Ulrik Birkkjær og violinist Vilde Frang
2007 - Balletdanser Christina L. Olsen – nu Michanik og cellist Andreas Brantelid
2005 - Balletdanser Yao Wei og komponist Karsten Fundal


Interview mulighed med legatmodtagerne
Hvis du på ønsker interview med sangeren Sinne Eeg og balletdanseren Andreas Kaas, så kontakt os gerne.

Praktisk information til pressen om tilmelding på aftenen
Dronning Ingrids Hæderslegater uddeles i forbindelse med premieren på Alvin Ailey American Dance Theater, der for 15. gang danser i Koncertsalen i Tivoli d. 26. oktober. Forestillingen begynder kl. 19.30. Pressen har mulighed for at tage billeder, når den kongelige familie ankommer til Tivoli og Koncertsalen. Der kan fotograferes til selve prisoverrækkelsen.

Ønske om deltagelse sendes til Tivolis Pressechef
Torben Plank
tpl@tivoli.dk
T  +45 33750440
M  +45 22237440