Mette Rou Lund

Rasmus Klumps bæredygtige pandekager

Tivolis strategi for bæredygtige måltider er også gældende for pandekagerne i Rasmus Klumps Pandekagehus, som har Det Økologiske Spisemærke i bronze. Her kan du læse mere om de bæredygtige pandekager og se en film om Tivolis bæredygtige tiltag.

De fleste børn ved, at Rasmus Klump elsker pandekager. Han spiser dem helst med syltetøj, men i Rasmus Klumps Pandekagehus i Tivoli, er der mulighed for både at få søde og salte pandekager. I april 2019 kom der nye salte pandekager på menukortet, som både afspejler Rasmus Klumps glæde ved at rejse jorden rundt og Tivolis bæredygtighedsprincipper.

Jorden rundt på menuen

Pandekagerne på menuen i Rasmus Klumps Pandekagehus er alle med pandekagedej baseret på økologisk mel (blanding af spelt-, hvede- og fuldkornsmel), økologisk mælk og økologiske æg. De nye temaer er:

Italiensk med serranoskinke, mozzarellaost, blandet økologisk kål og økologisk pesto fra Løgismose.
Nordisk med varmrøget laks, økologiske syltede løg, blandet økologisk kål og økologisk creme fraiche.
Mexicansk med pulled chicken (velfærdskylling, der er stegt i Tivoli), ost, salsa, jalapenos og blandet økologisk kål.
Mellemøstlig med mozzarella, grillede grøntsager, blandet økologisk kål og økologisk hummus fra Løgismose (vegetarpandekage). 

Se film om Tivolis bæredygtige tiltag her

 Rasmus Klumps Pandekagehus har Bronzemærke

Hurtig mad med omtanke

Der er tænkt over detaljerne og bæredygtigheden i de hurtige måltider i Tivoli. Både når det gælder pandekager, hotdogs, Fish 'n' Chips med mere. Tivolis dagsorden for bæredygtige måltider er at prioritere økologiske produkter, dyrevelfærd og lokale leverandører og samtidig se på prisen. Den højeste prioritet er naturligvis, at det smager godt. Tivoli Food & Beverage bruger meget gerne lokale producenter med noget på hjerte og prioriterer muligheden for at samarbejde omkring udvikling af specielle produkter. 

Læs mere om Tivolis bæredygtige måltider her

 

Pandekagehus med Bronzemærke

Tivoli A/S står for 37 spisesteder. Seks af dem har et officielt dansk økologisk mærke, herunder Rasmus Klumps Pandekagehus, som har Bronzemærket.

For at opnå Bronzemærkning skal 30-60 procent af føde- og drikkevarerne i forretningen være økologiske.

Tivoli F&B

Tivoli F&B (Food and Beverage) driver 29 salgssteder i Tivoli samt wagamama Frederiksberg.

Sortimentet rækker fra candyfloss og popcorn til restaurant-oplevelser i Mazzoli’s, wagamama og Viften.

Tivoli driver desuden Nimb med hotel og seks spisesteder, herunder Nimb Event, der tager sig af store selskaber og møder i Tivoli.