Restaurant til leje: Paafuglen i Tivoli

En af Tivolis største og mest centralt placerede restauranter udbydes til leje for en erfaren restauratør med lyst og evne til at betjene et stort, loyalt publikum med høj kvalitet, fremragende service og gæstevenlige priser.

Det ønsker vi af den kommende restauratør

Tivoli søger en dygtig og erfaren restauratør til restaurant Paafuglen. Restauratøren forventes at være en del af den daglige drift. 

Vi søger en restauratør, som kan udvikle og modernisere - eller måske delvist forny - Paafuglens koncept samtidig med, at restauranten forbliver attraktiv for de mange loyale gæster.

Med sin centrale placering på Tivolis hovedstrøg tiltrækker Paafuglen et stort, bredt publikum, der sætter pris på veltillavede klassikere og værdi for pengene.

Fokus på kvalitet inden for alle områder forventes at være i højsædet. Ikke mindst skal restauranten tilføre værdi til den samlede gæsteoplevelse i Tivoli.

Bæredygtighed og fødevarekvalitet er fokusområder for Tivoli. Paafuglens fremtidige koncept og menu ønskes udviklet med det for øje. Restaurantens priser skal forblive konkurrencedygtige, så restauranten fortsat betragtes som et prisvenligt og attraktivt valg.

Paafuglen er til leje med virkning fra 1. marts 2020. Første åbningsdag med gæster i restauranten er 1. april 2020, hvor Tivoli har Lysfest (generalprøve) for særligt indbudte gæster.  

Det tilbyder Tivoli

Tivoli har årligt omkring 4,5 mio. gæster. Med februar-sæsonen Vinter i Tivoli er der fire sæsoner per år (i 2019 giver det 276 åbningsdage). Tivoli har stolte traditioner og dertil en ambition om at udvikle Tivoli som en moderne oplevelsesvirksomhed med respekt for historien.

Tivolis mission er at betage vores gæster og visionen at være et førende, internationalt oplevelsesbrand. Betagende service over for gæster og kolleger er et strategisk fokusområde. Tivolis analyser af gæstetilfredsheden viser, at det i høj grad lykkes at indfri gæsterne store forventninger.

Restaurant Paafuglen er en af Tivolis største restauranter. Den inderste kerne af restauranten, Taarnpavillonen, blev opført i 1883 af arkitekterne Erik Schiødte og Vilhem Friederichsen. I 1922 blev bygningen udvidet med en større selskabssal (Spejlsalen). Senest – i 2014 - har Paafuglen fået et smukt orangeri foran bygningen mod syd.

Paafuglens publikum udgøres af a la carte-gæster, grupper og selskaber i privat- såvel som erhvervsregi.

Paafuglens Bistro, som ligger i sammenhæng med restaurantens underetage er ikke en del af det fremtidige lejemål.

Lejevilkår for leje af Paafuglen

• Der indgås en tidsbegrænset erhvervslejekontrakt Tivoli A/S og den nye lejer imellem.
• Lejeperiodens længde forhandles nærmere, men kunne ligge på ca. 10 år.

• Den nye lejer og Tivoli A/S indgår en særskilt købsaftale med afskrivningsprofil for den nye lejers køb af Paafuglens inventar, løsøre og indretning.

Ansøgningsprocedure

Ansøgningsproceduren er opdelt i to faser:
• I første fase bedes interesserede ansøgere fremsende en kort, motiveret ansøgning samt CV. På baggrund af de indsendte ansøgninger udvælger Tivoli de ansøgere, som vil blive taget i betragtning i fase to.
• Ansøgerne i fase to vil få fremsendt orienterende materiale vedr. Paafuglen og lejevilkår, og skal herefter udarbejde en uddybende ansøgning, der bl.a. skal indeholde en finansieringsplan og et estimat på forventet omsætning.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Underdirektør Annette Juhl på anju@tivoli.dk eller 33 75 02 15.

Ansøgningsfrist for første fase

Første fases ansøgning skal være Tivoli i hænde senest den 3. maj 2019. Ansøgningen fremsendes til erhvervsudlejningschef Christina Bernsen på cb@tivoli.dk eller Tivoli Erhvervsudlejning, Vesterbrogade 3, 1630 København V., att. Christina Bernsen. 

Deadline for fremsendelse af ansøgning i fase to forventes at være den 17. juni 2019.