Det blev en stor succes både hos anmeldere og publikum, da koreograf Dinna Bjørn, scenograf Dronning Margrethe og komponist James Price kastede sig ud i at forvandle H.C. Andersens eventyr om Den standhaftige Tinsoldat til en ballet for hele familien.
Historien handler om den stakkels etbenede tinsoldat, der forelsker sig i den lille, fine danserinde af papir, og som går så grueligt meget igennem på sin lange rejse fra børneværelset ud i verden, ned i rendestenen, ud på havet og ind i bugen på en stor fisk, inden han ender tilbage igen på børneværelset - meget klogere på livet og kærligheden.
Dinna Bjørn skabte helt nye trin, Dronningen kreerede en masse fantasifulde kostumer samt dekorationer, og James Price stod for iørefaldende og dansevenlig musik i denne familieforestilling, der forener ballet og pantomime.