Hos familien Sørensen er det fruen, der bestemmer. Også hvem datteren skal giftes med. Så selv om Columbine elsker den mystiske og fremmede Harlekin, født ud af heksekunster og en troldmands gryde, er det den usympatiske frier, hun er bestemt for.
En tur på Dyrehavsbakken skal være den festlige optakt til forlovelsen, som fru Sørensen har besluttet, men heldigvis følger Harlekin med i det skjulte.
Og med hjælp fra en god fe lykkes det til sidst de unge elskende at blive forenet. Inden da har en vinflaske, fyldt med fyrværkeri, et par lange trolddomsnæser, en dansende hest, tre fulderikker og en sporvogn, der bryder sammen, sørget for at ægteparret Sørensen og deres tjener, Pjerrot, har rigeligt at se til.
Og lige så muntert bliver det, da familien omsider ankommer til Dyrehavsbakken. Her er syngepiger, sigøjnere, en stærk mand, fulde kællinger, dukketeater og keglespil. Det er også her, Pjerrot får sig noget af en overraskelse. For pludselig ser han en anden mand, der er lige så hvid i hovedet som ham selv. Det er et sjældent syn, når to Pjerrot'er møder hinanden.
Medvirkende: Dansere fra Tivoli Ballet Teater