Strygertroldmanden Sergey Malov

Sergey Malov er en musikalsk troldmand og multikunstner, der mestrer både violin og cello, og som om det ikke var nok, dirigerer han også. Ved koncerten i Tivoli er Sergey Malov solist i både Mozarts Violinkoncert nr. 5, i Haydns Cellokoncert nr. 1 og han dirigerer orkestret i to symfonier. Det er værd at bemærke, at Sergey Malovs cello er helt særlig - en skuldercello, ”violoncello da spalla”, som er mindre end en traditionel cello og kan spilles på, ligesom man gør med en violin.

4. juli

Kl: 19:30

Tivolis Koncertsal

Køb billet

Sergey Malov er et musikalsk fænomen, som ved denne koncert ikke bare dirigerer, men også er solist i både Mozarts Violinkoncert nr. 5 og i Haydns Cellokoncert nr. 1. Han spiller altså både violin og cello. Celloen er dog ikke den almindelige cello, som musikeren har stående mellem benene, men en speciel cellotype, en skuldercello - ”violoncello da spalla” - som er mindre og derfor kan bæres og spilles på, ligesom man gør med en violin, dog med en solid rem over ryggen.

Som helt ung hørte Sergey Malov en optagelse af J. S. Bachs cellosuiter, som betog ham i sådan en grad, at han måtte kaste sig over instrumentet og lære at mestre det for at kunne spille Bachs værker. Nu har han, som en af de få i verden, specialiseret sig i at spille både violin, bratsch og denne skuldercello.

Malov udvider hele tiden sit repertoire for skuldercelloen, og med til Tivoli har han Haydns Cellokoncert nr. 1, som i dag er en af de mest kendte cellokoncerter. Den blev først kendt i moderne tid, fordi man antog, den var gået tabt, indtil den pludselig dukkede op i biblioteket på Prags Nationalmuseum i 1961. Ganske hurtigt blev cellokoncerten fast repertoire i koncertsalene, for den er et sandt mesterværk, der viser os alt, hvad celloen kan, fra det storladne til det virtuose. Ydermere spiller Sergey Malov en af de mest charmerende violinkoncerter, nemlig Mozarts Violinkoncert nr. 5, som Mozart skrev, stadig som teenager - bare 19 år gammel. Mozart havde været i Italien og kom hjem fuld af gode idéer, som han var ivrig efter at afprøve. Det blev de i den grad i koncerten her, som er fuld af opfindsomhed og liv. Udover de to koncerter, hvor Sergey Malov er solist, dirigerer han også, som den multikunstner han er. Vi får hele to symfonier at høre: Haydns Symfoni nr. 36 og en symfoni af J. S. Bachs søn, Carl Philipp Emanuel Bach.

Sergey Malov er oprindeligt fra Rusland, men har boet i Europa i mange år. Han har offentligt taget afstand fra krigen i Ukraine, bl.a. ved at arrangere og spille støttekoncerter for Ukraine. På YouTube ligger en hel række af optagelser med værker spillet til Ukraines ære, hvor han i øvrigt spiller cembalo - for ja, det kan han selvfølgelig også.

Foto: Sergey Malov. Credit: Julia Wesley.

Program


Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent og solist: Sergey Malov

Program:
Joseph Haydn (1732 – 1809): Symfoni nr. 36, Es-dur, Hob.I:36 (1761-62)
Joseph Haydn (1732 – 1809): Cellokoncert nr. 1, C-dur, Hob.VIIb:1 (1761-65)
Carl Philipp Emanuel Bach (1714 – 1788): Symfoni, Es-dur, Wq 179 (1757)
Wolfgang Amadeus Mozart (1756 – 1791): Violinkoncert nr. 5, A-dur, KV 219 (1775)

Spilletidspunkt

Tid
Sted
Pris
4. juli
195.00 - 475.00 kr Inkl. billetgebyr og inkl. entré til Tivoli