Koncerten åbner med Rossinis ouverture til operaen Semiramide, der fik sin premiere på det legendariske Fenice-teater i Venedig for to århundreder siden, i februar 1823, og derefter følger to af den klassiske musiks mest skattede værker; først kan man opleve Mozarts klaverkoncert nr. 9, der generelt anses for den første ’store’ af det svimlende antal på 27, han trods sit kort liv nåede at komponere i denne genre. Den har fået tilnavnet Jeunehomme efter den parisiske ’mademoiselle’, der besøgte Salzburg ved årsskiftet 1776-1777 og fik udødeliggjort sit navn – det er en misforståelse, for hun hed egentlig hed Jenové - ved at fremføre dette værk.

Mange opfatter værket som et vendepunkt i Mozarts musikalske udvikling, og det har længe været almindeligt blandt musikskribenter at påpege, at denne klaverkoncert i flere henseender peger frem mod Beethoven, om end Mozarts egen ’stemme’ er umiskendelig. Til koncerten vil den unge, amerikanske pianist Kit Armstrong fremføre det skelsættende værk – en pianist der hurtigt fik et renomme som ’vidunderbarn’, da han påbegyndte sin professionelle karriere som kun 8-årig. I dag er han 31, og har spillet i noget nær alle de største koncertsale i verden; Berliner Philharmonie, Musikverein i Wien, Concertgebouw i Amsterdam, Carnegie Hall - for blot at nævne et par - samt gæstet et utal af orkestre og musikfestivaler. Bemærkelsesværdigt er, at han i 2012 købte en fransk kirke, Sainte Thérèse de l’Enfant Jésus – hvorfra han siden corona-pandemiens begyndelse i marts 2020 dagligt uploadede små musikalske videoer under overskriften ’Musique, ma patrie’. Alle videoer ligger tilgængelige online, og er muligvis et godt sted at starte, hvis man endnu har til gode at gøre sig bekendt med den virtuose pianist.

Efter pausen kommer man til at opleve et af de mest yndede orkesterværker, Antonin Dvoráks symfoni nr. 9 med tilnavnet "Fra den nye verden”. ’Den nye verden’ er begribeligvis USA, som den tjekkiske komponist besøgte i slutningen af 1893. Det udviklede sig til en særdeles inspirerende rejse for ham, og især følte han sig fascineret af de indfødtes musik. I et interview til avisen New York Herald udtalte han: ”I de oprindelige amerikaneres melodier finder jeg alt, hvad en stor og ædel national tonekunst har brug for. De er rørende, ømme, lidenskabelige, melankolske, dristige, glade, muntre og hvad man ellers kan tænke sig. ”

Det samme kan man med fuld ret sige om Dvoráks symfoni nr. 9. Den har bevaret sin friskhed gennem 130 år, og det er ikke svært at drømme sig ud på de store amerikanske prærier gennem dens fire satser – måske især i det øjeblik engelskhornets elegiske melodi indleder largoen. Samtidig har symfonien en utrolig fremdrift, og når sidstesatsen indledes med brask og bram, forstår man efter få takter, hvorfor Dvorák valgte at give den satsbetegnelsen allegro con fuoco – ildfuldt eller fyrigt. Fyrigt, ja, mon ikke! ’Den nye verden’ er virkelig en symfoni, der rummer alle kvaliteter til en fyrig aften!