Nikolaj Szeps-Znaider er tilbage som violinist i Brahms’ elskede Violinkoncert, der voldte komponisten så mange kvaler. Inden da Schuberts Ufuldendte og Mendelssohns ouverture til Hebriderne. Tættere på romantikkens DNA kommer man ikke.

Nikolaj Szeps-Znaider har for længst slået sit navn fast som violinist på verdensplan. Det begyndte tilbage i 1997, da han vandt Queen Elisabeth Konkurrencen. Siden har han spillet med verdens førende orkestre, men hele tiden fastholdt forbindelsen med Danmark ved at give koncerter, som formand for Carl Nielsens Internationale Konkurrence og som gæsteprofessor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Når han på ny giver sig i kast med en klassiker som Brahms Violinkoncert, bliver det ikke en gentagelse af sidste gang. I et interview i magasinet Klassisk sammenligner han det med en gåtur: ”Du ved, hvor du starter, og hvor du slutter, men du vil aldrig stoppe det samme sted og dufte til den samme blomst to dage i træk. Du ved ikke, hvor du møder nogen, du kender og siger goddag til.” Det bliver spændende at høre, hvor gåturen med Brahms Violinkoncert fører ham hen.

Dirigenten Christoph Gedschold er fra Tyskland og er ny musikdirektør for operaen i Leipzig. Han er i øvrigt en flittig operadirigent, men optræder også i koncertsale verden over – bl.a. regelmæssigt med Gewandhausorkestret.

I 1829 rejste Mendelssohn på forældrenes forslag til De Britiske Øer, og her var det især mødet med det vilde Skotland, der betog ham. Sejlede 7. august fra fastlandet til Isle of Mull. Om aftenen skrev han hjem til sine forældre, hvor han skitserede de første 21 takter til ouverturen Hebriderne, der også bliver kaldt Fingal’s Cave. Mendelssohn var ærkeromantiker i sin søgen efter de store, uendelige, farefulde naturoplevelser, men han mistede på den anden side aldrig fodfæstet i den klassiske tradition.

Schubert havde en tendens til ikke at færdiggøre sine værker. Men i tilfældet med h-mol symfonien fra 1822, er det ligefrem blevet til et ’brand’: ’Den Ufuldendte’ er den kendt som, og da der er rod i nummereringen af Schuberts symfonier, er det ganske praktisk, at den har et navn. Alt efter hvilket system man anvender, er symfonien enten nr. 7 eller 8. Men lige storladen og manende er den.

”Her flyver melodierne rundt, så man må passe på ikke at træde på dem”, skrev Brahms, da han i sommeren 1878 arbejdede på sin violinkoncert. Ideer og melodier var der mange af, og i virkeligheden ville han hellere skrive en symfoni. I dag kan man takke ham for, at det blev en violinkoncert. Den blev komponeret i tæt samarbejde med violinisten Joseph Joachim. Symfonisk i sine dimensioner og kammermusikalsk i sit udtryk.