Allerede i 1988 fik man øjnene op for Stig Rossen, da han medvirkede i Dansk Melodi Grand Prix. I 1990 blev han uddannet fra Guildhall School of Music and Drama i London, og herefter fik han hurtigt sit store gennembrud. Han blev hyret til koret i Les Misérables, og efter blot 3 måneder fik han tilbudt hovedrollen som Jean Valjean, en karakter han siden har spillet mere end 1.500 gange i ti forskellige lande.
Christina Boelskifte er en af de dygtigste soul- og gospelsangere i Danmark. Hun optræder ofte med Big bands og er forsanger i Blast. Ofte optræder hun med Den Kongelige Livgardes musikkorps og i den forbindelse også for Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Siden 2002 har hun arbejdet med at skabe bro mellem ”Corporates and creatives”. Hun underviser ledere og TED talk-deltagere i performancetræning og er en fast del af en ny lederuddannelse hos en stor dansk forsikringsvirksomhed.
David Firman er noget så sjældent som en klassisk dirigent med benene solidt plantet i musicalverdenen. Han blev oprindelig uddannet inden for den klassiske musik, men kom tidligt i sin karriere i kontakt med musicalgenren. I Londons West End kom han hurtigt til at stå i spidsen for opsætninger af Jesus Christ Superstar, Evita, Cats m.fl. Listen over de stjerner, han har samarbejdet med tæller folk som Liza Minnelli, Julian Lloyd-Webber, Jose Carreras og Bobby McFerrin for bare at nævne nogle få.
Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.
Tivoli Ensemblet, under ledelse af kapelmester og basunist Peter Jensen, udgør grundstammen i Tivolis Big Band og Tivoli Salon Orkester. De optræder flere gange om ugen sommeren igennem i forskellige konstellationer og med danske såvel som internationale solister på Plænen og på Orangeriet.