19. maj 2024
Kl: 15:00
Mød ostemager Jakob Feilberg Olsen og vinproducent Bertel Baagøe til en personlig samtale om gedeoste, naturlige vine og passionen for at forædle råvarer fra eget landbrug.
Samtalen vil udvikle sig i takt med velvalgte smagninger af tre forskellige vine og tre forskellige oste fra de to gårde.
Jakob driver til daglig Tothavens Gårdmejeri ved Hundested. På gården har de en mindre flok malkegeder og en eksklusiv produktion af gedeoste, gedemælksyoghurt og gedemælkspindeis.
Bertel er medejer af vingården Garbolund ved Annisse i Nordsjælland. Garbolund producerer rene naturlige vine uden tilsætningsstoffer og anden manipulation.
Arrangementet finder sted i Fællesteltet på Plænen, og er sat til at vare fra kl. 15:00 til kl. 16:00. Teltet er en dobbelttipi med åbne sider hele vejen rundt, så vi opfordrer til, at man tager varmt tøj på.
OBS:
Deltagelse i arrangementet er gratis, men begrænset til 60 deltagende. Pladserne fyldes efter først til mølle-princippet på dagen. Arrangementet starter kl. 15.