Tag med på en rejse gennem druer og terroir, når Tivoli Food Festival sætter fokus på vin i weekenden den 20. – 21. maj. Kom og duft, smag og lær om vinens forunderlige verden, når vi byder på masser af vinoplevelser i Haven.
Gå på opdagelse i det fine Vinmarked i området omkring Plænen, hvor vinimportører vil fortælle om deres mange vine og gladeligt dele ud af smagsprøver. Du vil kunne købe vin både på glas og flaske til at nyde i området eller tage med hjem.
Lørdag vil der være Coq au Vin Fællesspisning på Plænen og du kan deltage i Tivoli Cup i Blindsmagning af vin (begge arrangementer kræver billet). I Livekøkkenet er der Musikalsk Sherrysmagning for alle, og lørdag aften kan du nyde en film på storskærm, når vi viser den forrygende filmklassiker for alle vinelskere, Sideways, under åben himmel.
Søndag kommer Rasmus Emborg og Jens Honoré og fortæller om rosé med udgangspunkt i deres bog Rosé Revolutionen, og du kan komme til den spændende finale i DM i Blindsmagning på Axelborg, hvor de bedste hold i Danmark konkurrerer om titlen (kræver særskilt billet).
Kom og være med når vi hylder vinen under Tivoli Food Festival.
Dato: 20. & 21. maj
Tid: 11.00-19:00
Sted: Plænen