Oplev den prisvindende norske kok Nils Flatmark trylle med fisk i Livekøkkenet.
Den 26-årige kok fra Trondheim er en del af det norske kokkelandshold og har allerede vundet en imponerende række af priser bl.a. Nordisk og Olympisk Mester i Kokkekunst, Gull Årets Grønne Kokk samt fået hædersprisen Cordon Bleu. Han har tidligere slået sine folder i Danmark på Restaurant Radio i København og arbejder i dag som souschef på det 5-stjernede Hotel Britannia i Trondheim.
Nils brænder for lokale råvarer og bruger mange grøntsager i sit køkken, hvor han altid arbejder på at bevare råvarernes naturlige smag. I Livekøkkenet vil han fokusere på sæsonens fisk, skaldyr og grøntsager samt norske mejeriprodukter, når han tilbereder en fantastisk helleflynder fra Sterling White Halibut.