Vi starter tidligt…
Før Holdpræsentationen i København og Tivoli sættes i gang fra Islandsbrygge kl. 17.45 og før det store Liveshow i Tivoli kl. 18.30 vil der være rig mulighed for at blive underholdt og komme i god, glad og gul stemning i Tivoli. Vi starter allerede kl. 15.00 med talk om Touren på Orangeriet - derefter vil der være live Jazz på Plænen, Tivoli-Garden og ikke mindst en cykelparade- og show med over 70 cykler kendt fra Touren.
Læs mere om indgang til Tivoli denne dag her
Se program herunder:
Kl. 15.00
Le Tour - Tour de France gennem 20 år fortalt i billeder
Talk m. Tour de France-fotograf og forfatter Nils Mejlvang
Dyk ned i Tourens historie gennem de sidste 20 år, når sportsjournalist Lars Werge interviewer forfatter og fotograf Nils Mejlvang om hans arbejde som fotograf helt tæt på nogle af de største danske og internationale ryttere fra dengang til i dag.
Nils Mejlvang har som ingen anden dækket Tour de France indgående og foreviget legendariske øjeblikke af stjernerytterne.
Til talken præsenteres en del af fotografierne fra bogen med spændende anekdoter bag om billederne.
I forlængelse af talken er der mulighed for at købe bogen som Nils Mejlvang vil signere ved Orangeriet.
Kl. 15.45
Fine franske toner
Tivoli Ensemblet med Alice Carreri
Kom i den helt rette stemning, når Tivoli Ensemblet og Alice Carreri hensætter alle til en varm og levende eftermiddag i La Belle France med musikalske godbidder af bl.a. Serge Gainsbourgh, Michelle Legrand og Edith Piaf.
Kl. 16.45
Tivoli-Garden
I dagens anledning vil man kunne opleve Tivoli-Garden spille et udvalg af både fransk og dansk musik, når de mange gardister bevæger sig gennem Haven og når de gør koncertstop på Plænen.
Tivoli-Gardens 90 medlemmer er i alderen 9-16 år og kan genkendes på deres flotte røde uniformsjakker, hvide bukser og bjørneskindshuer, når de denne dag vil underholde Havens gæster med march og et særligt fransk repertoire.
Kl. 17.15
Cykler fra Touren
Parade og præsentation
Er du til Cervelo, Bianchi eller Colnago? Har du heppet på team Peugeot, team Rabobank eller team CSC. Før dette års Tour-ryttere præsenteres til Holdpræsentationen i Tivoli, får du en særegen mulighed for et kig ind i Tour-historien gennem rytternes vigtigste arbejdsredskab – cyklen. Du kan opleve en parade på over 70 ikoniske cykler køre gennem Tivoli og op på Plænescenen. Her kommer vi tæt på et særligt udvalg af de cykler og det cykeltøj der har præget Tour-historien. Tre kvarters cykelhistorie for dem der gerne vil vide mere, og for dem der ved det hele, men bare ikke kan få nok.
Kl. 17.55
Wonderful Copenhagen
Harlekin, Columbine og Pjerrot på Plænen
Tivolis kendte ikoner vil skabe magi og god energi når de underholder gæsterne foran Plænen med hvirvlende dansetrin til Wonderful Copenhagen.
Kl. 18:00
Count down til Holdpræsentation i Tivoli
Værterne byder velkommen og nedtællingen til dette års Holdpræsentation i forbindelse med verdens største cykelløb skydes i gang.
Kl.18:30
Holdpræsentationen i Tivoli
Oplev de 176 topryttere fra de 22 hold til dette års Tour de France, når de cykler gennem Tivolis Hovedindgang og op på Plænen, hvor alle hold præsenteres i et storslået liveshow som tv-seere fra hele verden kan følge med i. I forbindelse med Holdpræsentationen kommer Lukas Graham forbi og er med til at skyde festlighederne i gang.
Holdpræsentationen slutter kl. 20.10.
Kl. 22.45
Fyrværkeri
Et festfyrværkeri af gule farver på himlen
Himlen over Tivoli vil lyse ekstra gult, når fyrværkeri og fransk musik flyder sammen i et festfyrværkeri særligt skabt til denne aften, hvor vi fejrer Touren er skudt i gang.
Kl. 15.00 Le Tour - Tour de France gennem 20 år fortalt i billeder. Talk m. Tour de France-fotograf og forfatter Nils Mejlvang Kl. 15.45 Fine franske toner. Tivoli Ensemblet med Alice Carreri Kl. 16.45 Tivoli-Garden Kl. 17.15 Cykler fra Touren. Parade og præsentation Kl. 17.55 Wonderful Copenhagen. Harlekin, Columbine og Pjerrot på Plænen Kl. 18:00 Count down til Holdpræsentation i Tivoli Kl.18:30 Holdpræsentationen i Tivoli Kl. 22.45 Fyrværkeri. Et festfyrværkeri af gule farver på himlen