Store grøntdag
På Orangeriet lige ved siden af Gemyses frodige, grønne landskab midt i Tivoli vil køkkenchef Mette Dahlgaard vise, at det ikke behøver at være en kamp at arbejde med grøntsager og at få dem til at smage himmelsk. Under arrangementet kommer hun med en lang række eksempler på, hvordan man kan gøre det nemt, sjovt velsmagende at integrere flere grøntsager i hverdagsmåltiderne derhjemme. Der vil naturligvis blive serveret frisklavede smagsprøver. som helt sikkert vil slå fast, at det grønne univers rummer store mængder velsmag.
Kort om kokkene
Mette Dahlgaard har de seneste år løftet niveauet på Gemyse til nye højder med sine originale og velsmagende retter. Sin store erfaring har hun især fra sin tid som Bo Bechs højre hånd, først på Paustian og sidenhen på Geist. Med sit grønne køkken på Gemyse viser hun, at animalske produkter på ingen måde er en forudsætning for velsmag og variation. Tværtimod er grøntsager den bærende kraft, som sikrer dybden i hendes retter.