Hver tirsdag i juli måned kan du opleve Trine Pallesen og Caspar Phillipson på Tivolis store scene. Sammen med Tivoli Salon Orkester og kapelmester Peter Jensen byder de på et program sammensat af elegante evergreens for både danske og internationale ører. Sangene er særligt udvalgt af Trine og Caspar til at passe til den lyse sommeraften. Du kan blandt andet regne med at høre Charles Aznavour’s She og Irwing Berlings Puttin’ on the Ritz.
Skuespillerinde og sangerinde Trine Pallesen, har medvirket i et utal af danske film og tv-serier, ikke mindst den populære Rejseholdet. Hun vandt i 2016 en Bodil for Bedste Kvindelige Birolle i filmen Nøgle Hus Spejl. Caspar Phillipson har spillet et hav af hovedroller på store scener i hele verden, blandt andet i Ken Follets Jordens Søjler på Østre Gasværk. I 2016 spillede han rollen som John F. Kennedy i den amerikanske blockbuster Jackie, og senest har han været aktuel i Ole Bornedals portræt af John Mogensen Så Længe Jeg Lever.