Der er lagt op til et brag af en koncert, når de to stjerner, Trine Gadeberg og Preben Kristensen, sammen med Tivoli Salon Orkester, går på scenen for at synge nogle af de mest forrygende musicalsucceser og andre evergreens på Tivolis største scene, Plænen.
Den alsidige sangerinde og skuespiller Trine Gadeberg mestrer alt fra musicals over solooptrædener med landets symfoniorkestre til revyteater. Og så er hun den charmerende ungnisse Pyt i DR Julekalenderen Nissernes Ø. Hun står på scenen sammen med den folkekære skuespiller og sanger Preben Kristensen. Han er verdensberømt i Danmark, dels sammen med sine to faste makkere – Thomas Eje og Anders Birchow – i Linie 3, dels for den lange række af hovedroller i film, teater og musicals han har levendegjort på scenen og foran kameraet. Sammen inviterer de to på en overflod af populær musik, hvor du kan synge med eller læne dig tilbage og nyde forestillingen.