Dronning Margrethe, Oh Land og topkoreografen Yuri Possokhov fortolker H.C. Andersens klassiske eventyr. Oplev en poetisk fortælling for hele familien med over 30 dansere, balletbørn og levende musik i Tivolis Koncertsal.
Nyt tiltag: lidt ekstra for børnene ❄
Vi har på udvalgte forestillinger ekstra fokus på familieoplevelsen. Her har vi skruet helt op for julehyggen med små overraskelser i foyeren. Disse forestillinger er markeret med et snefnug i billetsystemet og på oversigten.
TV2 har lavet en dokumentar om tilblivelsen af Snedronningen. Her kan I følge arbejdet med forestillingen, fra de første skitsemøder til premieren i Tivolis Koncertsal.
Se så! Nu begynder vi. Snedronningen er en gribende historie for både børn og voksne. Kay og Gerda er bedste venner. Men deres venskab bliver sat på en hård prøve, da Djævelens spejl går i tusind stykker. Stykkerne flyver rundt i hele verden. Én af splinterne rammer Kay i hjertet, og en anden rammer ham i øjet. Nu bliver han draget mod den smukke, men iskolde Snedronning og hendes slot. I Snedronningens rige bliver forstanden stærk og tanken skarpsindig, men hjertet koldt som is.
Ved Snedronningens første kys, fryser Kays hjerte til is, og ved det andet glemmer han alt om Gerda. Da Kay forsvinder, beslutter Gerda sig for at drage ud i verden for at finde ham. Rejsen fører hende gennem blomsterkonens skønne have, til prinsen og prinsessens overdådige slot - og hun bliver holdt fanget i røvernes barske rige.
Snedronningen handler som mange andre eventyr om, børns rejse ind i voksenlivet og om at forblive tro mod sin indre kerne. Eventyret er bygget op som en lang rejse – både Gerdas rejse mod det mystiske sted langt oppe mod nord, hvor Snedronningens slot ligger, og Kays og Gerdas rejse fra barndommen til voksenlivet hvad det indebærer af konflikter mellem følelse og forstand.
Kom med på eventyr og se, hvad en rigtig ven er gjort af.
H.C. Andersen skrev eventyret Snedronningen i 1844.Oh Land (Nanna Øland Fabricius): ”Det er stort for mig, at jeg får lov til at lave musik til en ballet og en fantastisk historie, som dronningen laver kostumer og scenografi til. Det er meget specielt. Jeg husker tydeligt, da jeg var 10 år og dansede i dronningens kostumer til Et Folkesagn. Det bliver en stor ting for mig. Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om musikken, men der er også stadig lang tid til, og jeg tror, vi skal dykke ned i eventyret nu og se, hvad der er det vigtige at få med. Jeg ved i hvert fald, at der er fokus på det nordiske, i og med der kommer til at være en rejse igennem Norge, Sverige og Lapland, så jeg vil tage brug af nogle nordiske instrumenter og noget folkemusik i en eller anden forstand.”
Orkester
Musikere fra Tivoli Copenhagen Phil.
Musikken er orkestreret og arrangeret af Nanna Øland Fabricius og Adi Zukanovic.
Tivoli Balletteater er Tivolis eget balletkompagni, der spiller forestillinger på Pantomimeteatret og ved juletid rykker ind i Tivolis Koncertsal. I løbet af sommersæsonen i Tivoli spilles omkring 270 forestillinger, fordelt på pantomimer, klassiske balletter og moderne danseforestillinger.
Tivoli Balletteater er det eneste klassisk funderede balletkompagni herhjemme, ud over Den Kongelige Ballet.
Tivoli Balletteater ledes af Peter Bo Bendixen.
Baseret på 883 brugeranmeldelser
“En "isnende skønhed" - virkelig smuk.”
Børn i byen“Her viser Dronning Margrethe os, at hun bestemt ikke er nogen snedronning, men derimod en til stadighed nysgerrig kostumedesigner og scenograf”
CPH Culture“Der er guf for øjet, ikke mindst i kraft af dronning Margrethes scenografi.”
Politiken“Endeløst smukt, et rigtigt eventyr får lov til at folde sig ud. ”
Kulturtid.dk“Fabelagtigt og moderne fra ende til anden er denne fortolkning. Jeg vil se den igen.”
Out and About“en smuk, helstøbt og underholdende balletforestilling.”
Xq28