Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at alle Kongehusets planlagte aktiviteter og begivenheder i forbindelse med den kommende 80-års fødselsdag i april aflyses som følge af udbredelsen af Coronavirus og følgerne heraf for samfundet. Den kongelige families deltagelse i øvrige officielle programpunkter i de kommende uger aflyses ligeledes. Som følge heraf er Tivolis fejring af H.M. Dronningen lørdag den 25. april 2020 aflyst. Det samme gælder balletgallaen i Tivolis Koncertsal. Uddelingen af Dronning Ingrids Hæderslegat vil finde sted på et senere tidspunkt.
John Neumeier har sammensat programmet og med sig har han dansere fra Hamburg Ballett og Bundesjugendballett. Derudover medvirker dansere fra Tivoli Balletteater samt gæster. Forestillingen akkompagneres af Tivoli Copenhagen Phil.
Tivolis Balletchef Peter Bo Bendixen siger: ”John Neumeier er en af det tyvende og enogtyvende århundredes største og vigtigste koreografer, hvis værker opføres af verdens førende balletkompagnier, blandt dem American Ballet Theatre, San Francisco Ballet og Pariser Operaen. Det er med den største glæde, at vi kan se frem til en unik forestilling med værker og dansere i verdensklasse…”
Balletgallaen er dedikeret og sammensat i anledning af regentens 80 års fødselsdag. Blandt de mange værker vil publikum kunne se frem til Persistent Persuasion, Birthday Dances og uddrag af Romeo & Julie og Hamlet. John Neumeier og Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har nøje valgt de omtalte danse, fordi Dronningen har et særligt personligt forhold til dem.
Tivolis direktør Lars Liebst siger: ”Tivoli sætter alle sejl til for både at give Dronningen en fest og for at give Havens gæster mulighed for at tage del i fejringen og især dele Dronningens passion for ballet. Vi glæder os til at folde Tivolis gave ud for Dronningen over en hel aften, ikke mindst som tak for hendes kunstneriske virke i Haven gennem mange år. Dronningen har haft stor betydning for den kunstneriske udvikling af balletforestillingerne på Pantomimeteatret og i Tivolis Koncertsal til stor glæde for Tivolis mange gæster.”
Dronning Ingrids Hæderslegat er indstiftet af Den Almennyttige Forening til Dronning Ingrids Minde i 2005 og uddeles hvert andet år til to yngre dansere, musikere, dirigenter eller komponister. Dronning Ingrids Hæderslegat er på to gange 250.000 kr. til to talentfulde kunstnere er doneret af Oak Foundation og blandt Danmarks største legater for unge, lovende kunstnere. Legatet er helt i afdøde Dronning Ingrids ånd øremærket til videre studier og dygtiggørelse.
Spillested
Tivolis Koncertsal
Entré til Tivoli
Billetten giver adgang til Tivoli på forestillingsdagen i hele Tivolis åbningstid.
Åbningstider i Koncertsalen
Dørene til Koncertsalen åbnes 1 time før forestillingens start.
Forestillingens varighed
Forestillingens varighed kendes ikke endnu.
Garderobe
Bemandet betalingsgarderobe.
Bar/restauranter
Koncertsalens barer er åbne inden forestillingen og i pausen. Drikkevarer kan forudbestilles til pausen inden forestillingsstart. Herudover er der rig mulighed for at spise på en af Tivolis mange restauranter inden forestillingen. Læs mere her.
OVERSIGT OVER AKTUELLE FORESTILLINGER
Transport/parkering
Tivoli ligger ved Rådhuspladsen og Københavns Hovedbanegård. Find mere information om offentlig transport her, eller planlæg din rejse med Rejseplanen.dk. Ankommer du til Tivoli i bil, og har du Tivolikort, kan du få rabat på parkering. For parkeringsmuligheder se her.
Gæster med funktionsnedsættelse
Kørestolspladser og ledsagerpladser kan udelukkende købes ved henvendelse til Tivoli Box Office personligt eller på 33 15 10 01. Læs mere om Tivolis ledsagerordning og teleslynge i salen her.