VIVA VERISMO!

Operagalla med Yana Kleyn, Peter Lodahl og David Kempster

19. august 2021

Kl: 20:00

Tivolis Koncertsal

Tre internationale operasolister med base i København er på scenen i en hyldest til Puccini og hans italienske operakomponistkolleger, som i årene omkring 1900 satte så realistiske skæbner som muligt på scenen.

På det tidspunkt er Giacomo Puccini den store stjerne i italiensk opera. Han er en mester i at zoome ind på de følelsesmæssige højdepunkter, hvor han med stor træfsikkerhed breder sine yderst vanedannende melodier ud. Hans arv bliver videreført af yngre kolleger som Mascagni og Giordano - den nye generation, som bruger sloganet verismo – det italienske ord ”vero” betyder ”sandt” eller ”ægte” – om den nye operaform.

Puccini overtager stafetten fra Verdi, og han er perfektionist til fingerspidserne; han ved præcis hvordan man påvirker tårekanalerne mest effektivt. Han er ekstremt økonomisk omkring varigheden på en opera, og driver sine librettister til vanvid i forsøget på at koge den ydre handling ned til præcis det mest virkningsfulde. Til gengæld zoomer han behændigt ind på de følelsesmæssige højdepunkter, hvor han med stor træfsikkerhed breder sine yderst vanedannende melodier ud.   

Privat holder Puccini sig ikke tilbage; han er glad for kvinder, han er ufattelig forfængelig, han elsker jagt og hurtige biler ... og han er kæderyger. Hans kone Elvira er med god grund sygeligt jaloux; hun driver bl.a. en tjenestepige til selvmord, fordi hun (for en gangs skyld uden grund, i øvrigt) mistænker Puccini for at have et forhold til pigen. Puccini skriver næsten udelukkende operaer, og regnes for at være Italiens største operakomponist i perioden efter Verdi. Men de mange cigaretter, han har inhaleret i årenes løb, bliver hans skæbne; han får konstateret kræft og dør under arbejdet med sin sidste opera Turandot.

Lige siden de første forsøg omkring år 1600 er opera blevet skældt ud for at være for stereotyp i sin fremstilling af personer og skæbner, og det har ikke skortet på løbende justeringer hen mod noget, der kunne minde om realisme på scenen. I 1875 har Georges Bizet præsenteret den halvkriminelle sigøjnerpige Carmen og hendes smuglervenner for det pæne, borgerlige Paris. I Italien tager Puccini tråden op i 1890’erne, f.eks. i forholdet mellem sypigen Mimi og den fattige digter Rodolfo i La bohème, men er det stadig ikke socialrealistisk nok for en gruppe endnu yngre komponister i Italien. Pietro Mascagni og Umberto Giordano er nogle af de fremtrædende i den nye generation, som bruger sloganet verismo – det italienske ord ”vero” betyder ”sandt” eller ”ægte” – om den nye operaform.

Fotos af solister Peter Lodahl, Yana Kleyn og David Kempster og Tivoli Copenhagen Phil.

Program

Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent: Sebastian Lang-Lessing
Solister: Yana Kleyn, sopran, Peter Lodahl, tenor
David Kempster, baryton

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Copenhagen Opera Festival
Varighed ca. 80-90 minutter

Giacomo Puccini (1858-1924)
La fanciulla del West (1910)
“Prologue”

Giacomo Puccini (1858-1924)
La Bohème (1893-95)
“Che gelida manina” (Peter Lodahl)
“Si, Mi chiamano Mimì” (Yana Kleyn)
“O soave fanciulla” (Peter Lodahl & Yana Kleyn)

Umberto Giordano (1867-1948)
Andrea Chénier (1896)
“Nemico della patria” (David Kempster)

Giacomo Puccini (1858-1924)
La fanciulla del West (1910)
“Ch’ella mì creda” (Peter Lodahl)

Giacomo Puccini (1858-1924)
Suor Angelica (1917-18)
“Senza Mamma” (Yana Kleyn)

Pietro Mascagni (1863-1945)
Cavalleria rusticana (1889)
“Intermezzo”

Giacomo Puccini (1858-1924)
Tosca (1900)
“Recondita armonia” (Peter Lodahl)

Giacomo Puccini (1858-1924)
Gianni Schicchi (1917-18)
“O mio babbino caro” (Yana Kleyn & David Kempster)
“Era uguale la voce” (David Kempster)

Giuseppe Verdi (1813-1901)
Rigoletto (1850-51)
“Cortigiani, vil razza dannata”
(David Kempster)

Giacomo Puccini (1858-1924)
Madama Butterfly (1904)
“Un bel di vedremo” (Yana Kleyn)

Giacomo Puccini (1858-1924)
La Boheme (1893-95)
“O Mimì, tu più non torni”
(Peter Lodahl & David Kempster)

Giacomo Puccini (1858-1924)
Turandot (1920-26)
“Nessun dorma” (Peter Lodahl)