Den danske dirigent Christian Kluxen har fuld gang i en international karriere – og med den canadiske mesterviolinist James Ehnes som solist er der netop lagt op til en kosmopolitisk aften med danske, engelske og russiske mesterværker.
Edward Elgars gådefulde Enigma-variationer er et af engelsk musiks helt store værker – selv om vi stadig ikke er helt sikre på, hvem Elgar beskriver undervejs. Sikkert er det til gengæld, at Tjajkovskijs violinkoncert helt fortjent er blevet en af de mest populære blandt alverdens violinister – og mange mener, at den simpelthen er selve lyden af den russiske sjæl.
I 1877 får Tjajkovskij et brev fra en ung kvinde, som længe har været hemmeligt forelsket i ham. Tjajkovskij er homoseksuel i en tid, hvor det ikke bare er ildeset, men direkte strafbart, og han er helt klar over samfundets og familiens forventninger. Han ender med at gifte sig med Antonina. Allerede da han skal kysse sin brud for første gang går han i panik, og efter en katastrofal bryllupsrejse flygter han fra Antoninas seksuelle forventninger. Efter kun fjorten dages ægteskab forsøger han at begå selvmord. Han flygter over hals og hoved fra sin kone, som han aldrig senere kommer til at bo sammen med igen. Familien sender ham til Schweiz for at komme sig. Han sidder i Clarens, en lille landsby ved Geneve-søen, og han får besøg af sin unge elev Josef Kotek, som netop har været i Berlin for at studere violin hos mesteren Joseph Joachim.
Kotek og Tjajkovskij spiller værker for violin og klaver sammen, og Tjajkovskij får undervejs idéen om at skrive en violinkoncert til Kotek, som han har et meget tæt forhold til - præcis hvor tæt får vi næppe nogensinde helt klarhed over. I sidste ende tør Tjajkovskij ikke tilegne koncerten til sin ven, simpelthen for at undgå at sætte gang i rygter om de to mænds egentlige forhold. I stedet bliver det en helt anden, der får æren af at være den første violinist, der er solist i én af de mest spillede violinkoncerter i musikhistorien.
Edward Elgar skrev sine gådefulde Enigma-variationer i de sidste to år af 1800-tallet. Og der er stadig uafklarede spørgsmål i den forbindelse. Værket er dedikeret til "mine venner, beskrevet i det". Egentlig ville Elgar ikke sige mere, men blot lade mystikken stå for sig selv i form af initialer som C.A.E., R.B.T og W.M.B.
De 14 variationer beskriver (sandsynligvis) både Elgar selv, hans kone og flere andre familiemedlemmer, musikervenner og elever. Selve den overordnede gåde i værket er aldrig blevet løst. Elgar gav flere gange i sit liv hints om, at man kan sætte en kendt melodi som modstemme til temaet - men hvilken melodi er aldrig blevet afklaret. Kun Elgar kendte svaret - og han tog det med sig i graven.
Christian Kluxen og Tivoli Copenhagen Phil indleder koncerten med dansk musik af Carl Nielsen; Nielsens musikalske udgave af Njals Saga, koncertouverturen En sagadrøm, også kendt som Gunnars drøm. I historien bliver Gunnar landsforvist, og undervejs på sin rejse ud i verden bliver han så træt, at han bare må sove. Han drømmer en urolig drøm – og ingen af hans rejsekammerater vækker ham, men lader ham sove. Carl Nielsen skriver værkets motto; ”Nu drømmer Gunnar; lad ham nyde sin Drøm i Fred”.
Fotos af solist James Ehnes og dirigent Christian Kluxen.