Skandinavisk stjernetrio

Oplev Johan Dalene, Andreas Brantelid & Christian Ihle Hadland

20. august 2021

Kl: 17:00

Glassalen

En svensker, en dansker og en nordmand går ind i et øvelokale – og ud kommer kammermusik i verdensklasse. Tre af Skandinaviens førende musikere i den unge generation har sat hinanden stævne i Glassalen i Tivoli.

I forvejen samarbejder violinisten Johan Dalene og cellisten Andreas Brantelid begge med pianisten Christian Ihle Hadland med både koncerter og cd-indspilninger i bagagen – og nu samles de tre også som klavertrio med musik af Haydn, Kodály og Ravel på nodestativerne.

Den danske cellist Andreas Brantelid – en af de uhyre få danske solister på absolut verdensplan – har samarbejdet fast med den norske pianist Christian Ihle Hadland i adskillige år; sammen har de givet koncerter, indspillet cd’er, og de to musikere har siden 2018 været kunstneriske ledere af Stavanger Kammermusikkfestival.

 Duoens cd-indspilning af cello/klaver-værker af Edvard Grieg og Percy Grainger fik det fornemme Editor’s Choice-stempel i verdens førende musikmagasin, det engelske Gramophone, da indspilningen udkom i 2015. Siden da har Andreas Brantelid og Christian Ihle Hadland bl.a. spillet samtlige Beethovens sonater for cello og klaver over to aftener både her i København og Londons Queen’s Hall. Ved siden af samarbejdet har de to musikere hver deres travle solistkarriere – og nu får de selskab af den kun 21-årige svenske violinkomet Johan Dalene, dagen efter hans solokoncert ved Stjernestunder-festivalen.

Johan Dalene og Christian Ihle Hadland har også allerede et fast samarbejde, og duoens debut i Carnegie Hall i New York er planlagt til at finde sted 20. maj 2021 – og deres første cd-indspilning med nordisk musik af bl.a. Edvard Grieg, Wilhelm Stenhammar og Carl Nielsen udkommer i marts på det svenske plademærke BIS.

På den skandinaviske mestertrios koncertprogram i Glassalen står to klavertrioer og en duo for violin og cello. Haydn skrev ikke færre end 45 klavertrioer, og var helt afgørende for at løfte kombinationen violin, cello og klaver fra at være noget, man som regel forbandt med amatørmusikere, som samledes om klaveret hjemme i borgerskabets hyggelige stuer, til professionel koncertmusik på højeste plan. Her er klaveret i høj grad i centrum i en af Haydns sidste klavertrioer, skrevet i anden del af 1790’erne på et tidpunkt, hvor Haydn helt suverænt var den mest kendte komponist i verden. Men god grund.

Den ungarske Zoltán Kodály var dybt optaget af den lokale folkemusik, som han sammen med komponistkollegaen Béla Bartók indsamlede på fonografvalser i begyndelsen det 20. århundrede. Samtidig fik Kodály en solid musikalsk uddannelse i Paris, hvor han sugede til sig af inspiration fra både komponistkolleger som Debussy og Hans duo for violin og cello fra 1914 er netop et af resultaterne af Kodálys arbejde med at fusionere den klassiske musiks former med lyden af folkemusikken.

Samme år – 1914 – skrev den franske komponist Maurice Ravel sin klavertrio, og præcis som Kodály var han inspireret af folkemusikken; her er efterklange af musik fra så forskellige egne som Baskerlandet til Indonesien – alt sammen med Ravels helt personlige og superraffinerede præg. Alt i alt en rejse fra Haydns 1700-tals-verden og frem til udbruddet af 1. verdenskrig, hvor den gamle verden ville være ændret for altid. Også i musikken.

Program

Johan Dalene (violin)
Andreas Brantelid (cello)
Christian Ihle Hadland (klaver)

Haydn: Klavertrio nr. 43, C-dur, Hob XV:27
Kodály: Duo for violin og cello
Ravel: Klavertrio

Varighed ca. 75 minutter uden pause